Hatten af for de nøgne freaks

Flipperne i Spids Nøgenhat syrede herligt ud i Pumpehusets tiltagende hashtåge

Guf i spidsen for Spids Nøgenhat, der også spiller  i Koncerthuset i DR Byen 7. december. (Arkivfoto: Magnus Cederlund)
Guf i spidsen for Spids Nøgenhat, der også spiller i Koncerthuset i DR Byen 7. december. (Arkivfoto: Magnus Cederlund)

Spids Nøgenhat, Pumpehuset, København, lørdag 9. november

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ganske symptomatisk for Spids Nøgenhat, så spillede de lørdag aften i Pumpehuset, mens Danish Music Awards blev afholdt få hundrede meter væk i Forum.

Det kan godt være, syrerockernes glimrende nye album ’Kommer med fred’ svævede ind på salgslistens Top 20, men kvintetten fra København er stadig outsidere i dansk showbusiness.

Se også: Fed syre, mand

Så der var dømt fest for beslægtede freaks på hjembyens gamle spillested, som havde været udsolgt i ugevis, og gennem 110 minutter foldede Spids Nøgenhats euforiserende materiale sig behændigt ud som en totaloplevelse med svimlende psykedelisk lysshow og tiltagende hashtåge.

De fem behårede fantaster lignede Manson-familien på udflugt i Thylejren, men musikalsk kom tidsmaskinen kun højt til vejrs i glimt, som når ikke mindst ’Spids Nøgenhat i græsset’, ’Den gennemsigtige mand’ og ’Hvad har du taget?’ lettede uimodståeligt.

Sjælden kultklassiker
Gruppen optræder sjældent, og samspillet var ikke synderligt stramt, men det ligger jo ligesom til genren, hvis virkemidler Spids Nøgenhat mestrer med autentisk flair.

Bandets største bedrift, den formidable single ’Lolland Falster’, blev leveret i et lidt for langsomt tempo, men selv i en slæbende version skrålede publikum lystigt med, og slagsangen lyder allerede som en sjælden kultklassiker fra den danske rockundergrund.

Se også: Hvem har taget alle svampene?

Det er fantastisk, at et så afsporet ensemble som Spids Nøgenhat stortrives i udkanten af den strømlinede danske musikverden, og i en lettere opløftet tilstand kunne man vandre ud i natten efter en skævt charmerende aften med nogle flippere, der gør den hjemlige rockscene noget sjovere.

De er kort sagt prisværdige.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Bill Fay: 'Countless Branches' (Dead Oceans-album/Ude 17. januar)
2.The Black Lips: 'Sing in a World That’s Falling Apart' (Fire-album/Ude 24. januar)
3.Oscar Danielson: 'Det här kan bli året som jag faller' (Sif-album/Ude 17. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Efterklang: 'Lyset' (Rumraket-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere