Hausgaard smitter: Døjer med røvsyge

Veteranen tog i vanlig stil pis på politikere, præster og fesen hygge under Tønder Festival

72-årige Niels Hausgaard er så populær i det jyske, at mange gik forgæves til spejlteltet. Foto: Per Lange
72-årige Niels Hausgaard er så populær i det jyske, at mange gik forgæves til spejlteltet. Foto: Per Lange

Niels Hausgaard, Bolero, Tønder Festival, torsdag 24. august

En stund med Niels Hausgaard er noget af det mest forudsigelige, man kan forestille sig i showbiz.

Og så alligevel.

På Tønder Festival er han fast inventar på linje med banjoer og bajere, men han havde en decideret offday i fjor, mens han var helt forrygende i 2015.

Hausgaards triumf: Vendelbo bedre!

Torsdag eftermiddag gik det som det plejer. Hausgaard gjorde grin med sin sagnomspundne bror, politikere og præster.

Folk klappede og klukkede i det tætpakkede spejltelt.

Sløvende tilstand
Som rød tråd i vendelboens velkendte blanding af underdrejet komik og dilettantisk sangskriverkunst var fænomenet ’røvsyge’. En sløvende tilstand, som Hausgaard mener melder sig, når hyggen fiser ud i ingenting.

Veteranen, der fylder 73 på torsdag, var afgjort mere hyggelig end røvsyg, og det smittede stilfærdigt, når han forklarede, hvordan verden tager sig ud anno 2017, når man ser den fra et stutteri i Hundelev.

Kikset: Hausgaard faldt igennem

Hausgaard tog tykt pis på topløse Putin og hans spytslikkere, mens Trump uundgåeligt fik nogle sarkastiske bemærkninger og en sang med på vejen.

Det 80 minutter lange sæt inkluderede også et enkelt alvorligt nummer, hvor den vindtørre troubadour gav verbale lussinger til alle dem, der kigger den anden vej, når en far slår sin dreng i Føtex.

Teksten glippede
På uforlignelig vis havde han tekniske problemer med sin akustiske følgesvend. Godt han ikke turnerer med et symfoniorkester. I stedet hjalp Signe Svendsen til mod slut.

- Jeg har skrevet nogle nye sange. Jeg håber, jeg kan huske dem, bekendtgjorde Hausgaard nøgternt.    

Det smuttede for ham fire gange, så det gik helt efter oldtimerens excentriske manuskript.

Gamle slyngler på slap line

Man sad konstant med en snigende fornemmelse af, at han ville glemme den næste linje, og det gav da i hvert fald det traditionsbundne optrin en tiltrængt snert af uforudsigelighed, når han huskede det hele.

Set bedre. Set værre. Ses igen. 

Niels Hausgaard optræder igen på Tønder Festivals intime Bolero lørdag aften. Foto: Per Lange
Niels Hausgaard optræder igen på Tønder Festivals intime Bolero lørdag aften. Foto: Per Lange