Drew Sycamore åbnede onsdag aften Orange på den 50. udgave af Roskilde Festival.
Næste måned optræder popstjernen på Grøn, og det er dér, den jyske waliser hører hjemme.
Det er i hvert fald ikke på Roskildes legendariske hovedscene, hvor endnu et relativt nyt hjemligt navn traditionen tro brækkede nakken på skafottet.
Efter en pause på tre år var det som at forvente et festfyrværkeri og få et heksehyl.
Bortset fra at ingen ud over Roskilde vel havde regnet med, at Drew Sycamore var kvinden, der kunne forløse festivaltørken på Dyrskuepladsen med et musikalsk springvand.
Føltes bare værre
Sangerinden åbnede også den store scene på Tinderbox i Odense i sidste uge, og det var egentlig ikke fordi, hun var værre på Orange. Det føltes bare værre.
Roskilde skal jo stå for kvalitet, nybrud og ambitioner, men der var absolut intet af det, mens Drew Sycamore forgæves forsøgte at få tre diskofile radiohits til at vare 65 minutter.
Selv ’45 Fahrenheit Girl’, ’I Wanna Be Dancing’ og ‘Take It Back’ bragede imidlertid ikke rigtigt igennem.
Et par nye numre lød som de knap så nye. Bare mere strømlinede. Så de skal nok komme i radioen.
Under balladen ’Let Me Love You’ kunne folk ikke finde ud af, om de skulle synge med eller snakke videre, så det blev en blanding. Det var som at være tilbage på NorthSide allerede.
Der spillede Drew Sycamore i øvrigt også. Hun er overalt. Så hvorfor skal vi høre hende på Roskilde? Vi ved det ikke.
De har lavet festival 50 gange og stadig ikke lært det.