Helt Dizzy: Tilbage til idiotien

Dizzy Mizz Lizzy hævede sig over tåbelig festivalplads med professionel indsats på Refshaleøen  

Tim Christensen var velsyngende i spidsen for Dizzy Mizz Lizzys 75 minutter lange sæt. Foto: Per Lange
Tim Christensen var velsyngende i spidsen for Dizzy Mizz Lizzys 75 minutter lange sæt. Foto: Per Lange

Dizzy Mizz Lizzy, Tilbage Til Live, København, lørdag 4. september

Det er tid til en musikquiz. Hvor er man, når følgende sker?:

- Der er køer til mad, alkohol og toiletter.

- Personer i shorts vælter plørefulde rundt med forfrysninger, fordi de har glemt, det bliver koldt, når solen går ned.

- Der knevres, ævles og kæftes op, så musikken overdøves.

Det korrekte svar er naturligvis…. På festival!

Ryste knolden
Tilbage Til Live mindede om, hvad vi ikke har savnet, men endagsfestivalen i København mindede også om, hvad der får relativt voksne mennesker til igen og igen at betale for ovenstående idioti - god musik.

Den leverede Dizzy Mizz Lizzy med en professionel og ret rutinepræget indsats. Rock’n’roll bliver de aldrig, men de har lært at rocke.

Tunge ’In the Blood’ og ’California Rain’ fra sidste års ‘Alter Echo’ var vægtige og vældige i aftenkulden.

Billedgalleri af Per Lange

Dizzy Mizz Lizzy har turneret en hel del de seneste mange måneder og lød solidt sammentømret.

Trioen flirter med progressiv metal inspireret af internationale topnavne som Gojira og Mastodon på langstrakte ’Amelia’, der gik henover snakkehovederne, som bare ville ryste knolden til de gamle numre.

Dem fik folket naturligvis til sidst i versioner, der indikerede, at heller ikke bandet selv er trætte af ’Waterline’ og ’Silverflame’ endnu.   

Gennemgående havde Dizzy Mizz Lizzy dog svært ved at fastholde skarens interesse, og gruppens pletfri tilgang til metieren gjorde, at det ofte føltes, som om man streamede koncerten på storskærm.

Vel at mærke i flot kvalitet. Mens der i stuen stod en knevrende fulderik i shorts og ledte efter en kø.

Helt Dizzy: Tilbage til idiotien

Tilbage Til Live fejrede, restriktionerne er fortid, og op mod 15.000 festede i København. Video: Per Lange