Helt godnat: Festival stoppede festen

Sarte Sigur Rós og Beach House fremstod malplacerede sent lørdag på NorthSide

Jónsi fra islandske Sigur Rós, som var det forkerte band på det forkerte tidspunkt. (Foto: Per Lange)
Jónsi fra islandske Sigur Rós, som var det forkerte band på det forkerte tidspunkt. (Foto: Per Lange)

Sigur Rós, Blue Stage, NorthSide, Aarhus, lørdag 18. juni

Beach House, Green Stage, NorthSide, Aarhus, lørdag 18. juni

Der er partybands, og så er der festdræbere. Sigur Rós og Beach House hører til i sidstnævnte kategori.

Langsomt tog de livet af NorthSide sent lørdag aften, hvor arrangørerne ret naivt sendte de to orkestre på hovedscenerne.

Se også: Højt til himlen over Island

Da Sigur Rós startede klokken 21.45, havde det pænt sagt rastløse publikum ikke tålmodighed til at fremkalde en selfie.

At få hønsegården til at koncentrere sig om islandsk hvalsang fra Reykjaviks sarte sjæle var sværere end at harpunere en kaskelot med en tandstik.

Se også: Mørk islandsk skønhed

Sigur Rós begyndte koncerten bag et halvgennemsigtigt bagtæppe, hvilket var ganske betegnende for æstetikernes manglende kontakt med det efterhånden obligatorisk uopmærksomme publikum i Aarhus.

Islændingenes stort anlagte storskærmsshow fungerede heller ikke optimalt i tusmørket, men det himmelstræbende drømmebands fundamentale klasse skinnede trods alt igennem, selv om omstændighederne trak ensemblet ned på et middelmådigt niveau.

Strandet i natten
Efter Sigur Rós var det Beach Houses tur til at fortsætte nedturen ind i natten.

Frontfiguren Victoria Legrand var klædt ud som en slags hip troldkvinde, men magi var der ikke noget af, da det stenede popband fra Baltimore igen og igen lød som et stilsikkert ekko af Julee Cruise, Mazzy Star og Cocteau Twins.

Se også: Idioti i Aarhus: Perler for svin

Beach Houses sceneshow bestod i, at Legrand tog sin hætte af og på. Og af igen. Og så på.

Gruppens vuggeviser slæbte sig tilforladeligt over pladsen, mens Ådalens ligeledes noget slæbende sild beviste, at de også kan snakke i søvne.  

Helt godnat.

Victoria Legrand fra Beach House, der fik tiden til at stå stille. (Foto: Per Lange)
Victoria Legrand fra Beach House, der fik tiden til at stå stille. (Foto: Per Lange)
 

1 af 5 (Foto: Per Lange)
2 af 5 Sigur Rós. (Foto: Per Lange)
3 af 5 Beach House. (Foto: Per Lange)
4 af 5 (Foto: Per Lange)
5 af 5 Jónsi fra islandske Sigur Rós, som var det forkerte band på det forkerte tidspunkt. (Foto: Per Lange)
26 kommentarer
Vis kommentarer