Wolfgang Amadeus Mozart ville næppe falde i svime af beundring, hvis han fik comeback på jorden og lige nappede et show med Calvin Harris en sen nattetime på Tinderbox.
Man kan ikke sige, at dj’en har gjort revolutionerende meget godt for populærmusikkens udvikling de senere år.
Til gengæld har hans privatøkonomi fået det mærkbart bedre i samme tidsrum, for Skotlands svar på Kato er såmænd solsystemets bedst betalte dj.
Fladpandet vanvid på Tinderbox
Den nystartede festival på Fyn fik dog ikke meget for millionerne, da Harris gik på scenen klokken 1. Havde han kostet gratis, så havde han heller ikke været pengene værd.
Det var nærmest som om, man havde forvildet sig ind til et halbal i slutningen af 1980’erne, og stjernen virkede helt amatøragtig, når han på bøvet vis skruede ned for volumen og råbte ’how are you feeling?’, ’I wanna see you hands!’ eller en tredje kliché.
Spillede nok computer
Publikum vaklede Bacardi-fulde omkring på området, og flere af repræsentanterne for Danmarks stolte ungdom lignede nogen, der ville have svært ved at huske bare et enkelt ciffer i personnummeret.
Harris spillede et fem kvarter langt potpourri af hits, men spillede er nok så meget sagt, for sættet fremstod ikke ligefrem improviseret. Han stod formentlig og spillede computer eller tjekkede, om hyren var gået ind på kontoen.
Lysshowet var et underligt smagløst miskmask, der formåede at se meget dyrt og meget billigt ud på samme tid, og modsat Major Lazer, der havde dansere og alskens galskab med, så savnede Harris elementært liv, tilstedeværelse og nærvær.
Sangerinder som Rihanna, Florence Welch og Ellie Goulding var naturligvis båndede på henholdsvis ’We Found Love’, ’Sweet Nothing’ og ’Outside’, og det var da direkte latterligt, at Harris gentog Major Lazer og Møs ’Lean On’ et par timer efter, de lige havde spillet den på samme scene.
Det blev en intetsigende plastic-oplevelse på Tinderbox’ første dag, hvor selve festivalpladsens rammer var ganske imponerende, mens det musikalske indhold omvendt var tyndt som en selfie-stick.
Dybt godnat.