Tinderbox appellerer til både den gode, dårlige og brede musiksmag.

Sent på festivalens sidste aften var Jack White således placeret mellem Nik & Jay og Tiësto, og arrangørerne kunne dermed være sikre på, at alle nok ville se et af navnene, mens ingen til gengæld brød sig om alle tre.

Nik & Jay samlede pladsen med en parade af hits i primetime, mens White spredte den igen med et hæsblæsende sæt henover midnat.

Se også: Idioti i Odense: Plørefulde og pinlige

Som så ofte før når der er autentisk musik på scenerne, forsvandt langt størstedelen af festivalens 45.000, og garagerockeren fra Detroit spillede den rigtige koncert på det forkerte sted.

Som Tinderbox er White noget af en genreblander på sit bemærkelsesværdige nye album, ’Boarding House Reach’, der er voldsomt grænsesøgende og inspireret af blandt andet hiphop.

Glød og intensitet
Flere af skivens eksperimenterende sange savnede dog studieversionernes fyldige sound, for især i starten lød Whites koncert som en transistorradio, men spacede ’Why Walk a Dog?’ var undtagelsesvis blændende.

Multitalentet og hans heftige band gik til opgaven med vanlig glød og intensitet, der imidlertid havde en tendens til at fordufte op mod den sorte himmel i stedet for at ramme den sparsomme fanskare.

Se også: Vildt: Rockhelt skider på det hele

Hvidglødende ’Respect Commander’, ’Lazaretto’ og ’I Cut Like a Buffalo’ fik ikke desto mindre en til at glemme, seancen grundlæggende hørte hjemme på en svedig rockklub.

Se også: Fælt hovednavn: 33 millioner tog fejl

White sang djævelens musik, som stod han med fodsålerne i skærsilden, men først til allersidst brændte han igennem til Tusindårsskovens utilregneligt flakkende natteravne i form af nyklassikeren ’Seven Nation Army’.

Pludselig vågnede drukarméen til dåd. Hvis amerikaneren havde startet med slagsangen, var de fleste af de få gået enten i baren, hundene eller hjem seks minutter inde i showet.

Dybt godnat.