Malurts stort anlagte genforeningsturné blev afsporet af pandemien, men de er for længst tilbage på landevejen, der torsdag aften førte veteranbandet til Jelling Musikfestival.
Her bød arbejdsforholdene på 12 grader og en hovedscene med meget spredte klapsalver fra et publikum, der tidligere var blevet udsat for en genudsendelse fra TV-2, og kun havde et andet fortidslevn, Duran Duran, at se frem til.
Det lunede, at Malurt spillede med gnist, men deres 40 år gamle koldkrigsrock blev aldrig tilnærmelsesvis den svedige oplevelse, som da de ramte Store Vega i København tidligt på turnéen.
Forholdene var simpelthen uegnede til rock’n’roll, hvilket dog ikke forhindrede Malurt i forgæves at forsøge det umulige.
Helt anden vilje
Michael Falch havde en helt anden vilje til at levere end vennen Poul Krebs udviste på festivalen om eftermiddagen, men guitaristen Christian Arendt overgik faktisk frontmanden med sin vildt uortodokse stil.
Hans herligt utilpassede tilgang til instrumentet er ren punk. Knap så punk var det imidlertid, at folk sad pakket ind i tæpper i campingstole og overhørte koncerten med et kvart øre 100 meter væk.
Malurt forsøgte at sparke benene væk under den bundfrosne magelighed med beåndede versioner af ’Kanonføde’, ’Lev stærkt’ og især ’Sort søndag’, men det ændrede ikke på, at situationen var sort.
Mod slut nåede de til deres fortolkning af Neil Youngs klassiske ‘Hey Hey, My My (Into the Black)’, og da Michael Falch sang linjen ’Rock and roll can never die’, troede man ham ikke rigtigt.
Med de betingelser virkede det i hvert fald, som om nogen forsøgte at aflive genren.
.jpg)
