Hitmagere tabte hovedet i Forum

Amerikanske Imagine Dragons spolerede egen arenakoncert med sniksnak og sololir

Sanger Dan Reynolds har ikke lært nok om showmanship hjemme i Las Vegas. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Sanger Dan Reynolds har ikke lært nok om showmanship hjemme i Las Vegas. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Imagine Dragons, Forum, København, mandag 19. oktober

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Verden er uretfærdig. Og musikverdenen er endnu værre.

Imagine Dragons har med årets ’Smoke + Mirrors’ begået et album, der er en klar forbedring i forhold til popgruppens tre år gamle debut, ’Night Visions’.

Men ’Smoke + Mirrors’ må betegnes som et kommercielt flop, hvis man sammenligner pladen med den ekstremt succesfulde forgænger.

Se også: Hit på hit på hit på hit på hit på hit

Der var da heller ikke meget mere end halvfyldt i Forum, hvor balkonen var lukket, da Imagine Dragons mandag aften leverede en noget hovedløs optræden i hovedstaden.

Mens det kneb publikumsmæssigt, så havde den amerikanske kvartet, der var udvidet med en multiinstrumentalist, absolut ingen problemer med at fylde arenaen rent musikalsk, og for en gang skyld var lyden faktisk tålelig i Forum.

En offentlig lydprøve
Til gengæld var det utåleligt, at Imagine Dragons spolerede egen fest med en underligt usammenhængende koncert, der gennem beskedne 80 minutter aldrig fik momentum.

Lysshowet blinkede som bandets hjemby Las Vegas, men det forekom nærmest forrykt, at man kan stamme derfra og have så dårlig en fornemmelse for at servere letfordøjelig underholdning.

Der var popfans i alle aldre i Forum - men ikke oppe foran. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Der var popfans i alle aldre i Forum - men ikke oppe foran. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Mellem effektive ørehængere som bombastiske ’Shots’, ’Polaroid’ og ’I Bet My Life’ faldt den ellers hjertelige stemning helt sammen, fordi frontmand Dan Reynolds sniksnakkede med sig selv, publikum og bandmedlemmer, så man skulle tro, det var en offentlig lydprøve.

- I love you Copenhagen! lød det helt absurd mange gange fra en mand, der var klart bedst, når han holdt kæft og sang.

Den usædvanligt brogede folkemængde sang så sandelig med på især ’It’s Time’ og ’Demons’, men Imagine Dragons formåede slet ikke at udnytte velviljen i salen.

Se også: Las Vegas-band rammer jackpot

Med en mere dynamisk og disciplineret indsats kunne de vitterlig have triumferet i slipstrømmen på forbilleder som Coldplay, U2, Kings of Leon og bysbørnene i The Killers.

I stedet fik vi komplet umotiverede soloer på først guitar og siden trommer samt en frygtelig akustisk sang om flygtningeproblemet.

Det føltes tomt. Som en weekend i Las Vegas.

1 af 7 (Foto: Tariq Mikkel Khan)
2 af 7 (Foto: Tariq Mikkel Khan)
3 af 7 (Foto: Tariq Mikkel Khan)
4 af 7 (Foto: Tariq Mikkel Khan)
5 af 7 (Foto: Tariq Mikkel Khan)
6 af 7 (Foto: Tariq Mikkel Khan)
7 af 7 Sanger Dan Reynolds har ikke lært nok om showmanship hjemme i Las Vegas. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
9 kommentarer
Vis kommentarer