Illusionen om FKA twigs brast fra starten på NorthSide.
Den engelske popstjerne trissede ind på scenen og afventede musikkens første taktslag med ryggen mod publikum.
NorthSide er åben: Mød festivalgæsterne her
Men på grund af problemer med teknikken så var der larmende stilhed. I et par minutter stod FKA twigs som forstenet, mens panikken bredte sig i øjnene på hendes bandmedlemmer.
De gik af scenen igen, og efter en pause på fem minutter kom de tilbage og fik omsider gang i showet. Det blev seancen dog ikke ret meget mere spændende af.
Prætentiøs stemmeføring
FKA twigs alias 27-årige Tahliah Debrett Barnett opdaterede den slæbende lyd af Portishead og Massive Attack på sidste sommers voldsomt overvurderede debutalbum ’LP1’.
Pladen savner markante sange, og det gjorde FKA twigs selvsagt også i Aarhus, hvor musikken stod stille, mens dramaqueenen vred sine sensuelle former som en blanding af Michael Jackson og tai chi. Eller noget i den stil.
Som i Store Vega i oktober var det da på sin vis yndefuldt og anderledes, men FKA twigs fik aldrig skabt den fortættede stemning, som det tydeligvis var hendes hensigt at fremmane. Musikken manglede simpelthen.
Kometens prætentiøse stemmeføring foregik ofte i et skingert og utiltalende leje, og beslægtede Tricky må have haft 13 sangerinder, der var mere dragende.
Æstetik uden indhold og bare endnu et kvindeligt popfænomen i kejserindens nye klæder.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.