Mudhoney gav en herlig koncert i Den Grå Hal på Christiania, da grungebølgen skyllede indover Europa i 1992, og mere end tyve år efter var Seattles stolte sønner sent fredag tilbage på Staden, hvor Loppen lagde lokale til orkesteret, der såmænd lød bedre end nogensinde.

Da de midt i et forrygende sæt på 80 minutter spillede deres 25 år gamle debutsingle, undergrundsklassikeren ’Touch Me I’m Sick’, brød forsamlingen symptomatisk ud i kåd ekstase, og der var en overgang flere publikummer end bandmedlemmer på scenen. Fantastisk.

Det var en af de vidunderlige midnatsstunder på Loppen, hvor sveden og ølsjatterne flyder sammen i en lykkerus, og ingen bekymrer sig synderligt, fordi der ligger et dusin smadrede ølflasker på de skrå brædder.

Gnistrende samspil
Frontmanden Mark Arm luftede triumferende skæve drengerøvsgrin, men selv det kunne ikke skjule, at der er kommet en klædelig modenhed i kvartettens gnistrende samspil, hvilket dog ingenlunde har ødelagt veteranernes uspolerede og nærmest hobbyagtige tilgang til metieren.

Det gode gamle spillested havde været udsolgt i ugevis, men Mudhoney har aldrig solgt ud, og ’I Like It Small’, ’I Don’t Remember You’ og hadesangen ’Chardonnay’ fra orkesterets glimrende nye album, ’Vanishing Point’, blandede sig ubesværet med klenodier som ’Here Comes Sickness’, ’Sweet Young Thing Ain’t Sweet No More’ og ’You Got It (Keep It Outta My Face)’.

Grunge er muligvis død, men Mudhoney lever og har det forbavsende godt.