I skyggen af Sort Sol

Problematisk aften med selvmodsigende Steen Jørgensen på lidt for slap line

Der var udsolgt til Steen Jørgensens koncert på Kulturstationen Vanløse. (Foto: Rumle Skafte)
Der var udsolgt til Steen Jørgensens koncert på Kulturstationen Vanløse. (Foto: Rumle Skafte)

Steen Jørgensen, Kulturstationen Vanløse, torsdag 29. januar

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Billedet på bagsiden af coveret til Sods’ fræsende punkdebut ’Minutes to Go’ fra 1979 blev taget i Vanløse, og torsdag aften var den gamle gruppes sanger Steen Jørgensen såmænd på et sjældent besøg i selvsamme udkant af Københavns Kommune.

Nu til dags er det dog snarere covers end punk, der optager Jørgensen, som er på landevejen med numre fra sin første soloplade, ’Standards for Living…’, hvor han fortolker klassikere af blandt andre Bob Dylan, The Doors og Kraftwerk.

Den 55-årige veteran har guitaristen Rune Kjeldsen med rundt til nogle af landets mindre spillesteder, og Kulturstationen var blot andet stop på duoens omfattende turné.

Se også: Steen Jørgensen trækker stikket

D’herrer lagde ud med ’In the Garden’ af Van Morrison, der jo en overgang boede i Vanløse, hvor legenden nok følte sig nogenlunde ligeså malplaceret, som Jørgensen var det.

Croonerens karriere i Sort Sol har i høj grad handlet om at skabe en besættende og dunkel illusion om den mytiske og utilnærmelige frontmand, der snerrer dæmonisk i mørket, men den illusion bristede hurtigt i det beskedne kulturhus, som ikke vil vinde priser for stemningsfuld indretning.

Stadig en stor sanger
Jørgensen har klogelig holdt sig fra at ytre ret meget mellem numrene til Sort Sols koncerter, og når han har gjort det, har det altid virket akavet, men i intime omgivelser foran et par hundrede siddende publikummer er han jo nærmest tvunget til det, men selv om det gik lidt bedre end frygtet, så bliver han aldrig nogen stor showmand.

Hvilket Jørgensen faktisk også indrømmede undervejs, hvor han til gengæld understregede, at han stadig er en stor sanger, og gennem to gange 45 minutter var det faktisk en fornøjelse, at opleve ham uden han behøvede at presse stemmen for at overdøve Lars Top-Galia.

Steen Jørgensen blev akkompagneret af guitaristen Rune Kjeldsen. (Foto: Rumle Skafte)
Steen Jørgensen blev akkompagneret af guitaristen Rune Kjeldsen. (Foto: Rumle Skafte)
 

Som helhed blev det ikke desto mindre en underligt selvmodsigende oplevelse, hvor attituden og de halvbøvede bemærkninger egentlig signalerede noget uforpligtende og løssluppent, men samtidig havde Jørgensen og Kjeldsen tydeligvis et ønske om at fremmane stor, inderlig kunst.

Kjeldsen sang kor og betjente både en trommemaskine og et mindre arsenal af strengeinstrumenter med duelig alsidighed, men en spændende og personlig musiker er han altså ikke.

En slags elektronisk country
Der var imidlertid glædeligt mange overraskende valg af sange på sætlisten, hvor Jørgensen havde fundet flere klenodier fra Sort Sols repertoire frem.

Han sprang nærmest ud som operasanger på en herligt lidenskabelig udgave af Elvis-skæringen ’Marguerita’, og efterfølgende var Kenny Rogers-hittet ’Ruby, Don’t Take Your Love to Town’ ikke helt tosset som en slags elektronisk country.

Se også: Steen Jørgensen på dybt vand

Under ’Daughter of Sad’, ’Next Century’, ’Abyss’ og andre af Sort Sols egne numre mindede det minimalistiske optrin dog om en amputeret Sort Sol-koncert, og der er nok en grund til, at det er første gang, at Jørgensen prøver dem af i duoformatet.

Afsluttende ’Holler High’ og kronisk vellykkede ’Kiss the Streets’ er bedre bygget til konceptet og fungerede fint, mens Will Oldhams mesterlige ’Horses’ og en myndig version af Leonard Cohens ’Who By Fire’ også klædte den noget flagrende seance.

- Er I vågne? spurgte Jørgensen to gange, og selv om øjenlågene blev lidt tunge undervejs, så var de fleste vist vågne nok til at kunne konkludere, at ham oppe på scenen burde holde kæft og synge.

1 af 4 (Foto: Rumle Skafte)
2 af 4 (Foto: Rumle Skafte)
3 af 4 (Foto: Rumle Skafte)
4 af 4 Der var udsolgt til Steen Jørgensens koncert på Kulturstationen Vanløse. (Foto: Rumle Skafte)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Terry Allen and The Panhandle Mystery Band: 'Just Like Moby Dick' (Paradise of Bachelors-album/Ude 24. januar)
2.Hanne Boel: 'Between Dark & Daylight' (Stunt-album/Ude 24. januar)
3.Pet Shop Boys: 'Hotspot' (x2-album/Ude 24. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.American Football: 'Year One Demos' (Polyvinyl-ep/Ude nu)
2.Sondre Lerche: 'Britney' (PLZ-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere