Bortset fra det er den 50. lørdag på Roskilde Festival, vil den ikke gå over i historien.
Musikalsk går Haim omtrent lige så langt tilbage som festivalen, for de lyder som Fleetwood Mac efter en tur på McDonald’s.
De tre søstre fra Los Angeles serverer måske nok musikalsk fastfood, men de gør det med ekstra fritter, et smil og gakkede ansigtsudtryk.
Da man var kommet sig over, at de ser nuttede ud, var der imidlertid ikke så meget mere at komme efter i et kort sæt på blot 67 minutter, hvor en hel del tid blev brugt på slapstick, spas og sniksnak.
Klovne omkring
Først til sidst formåede de at spille to sange i træk uden at klovne omkring mellem numrene, men på Oranges prærie, som var mere halvtom end halvfuld, så folk nu ud til at være ganske godt underholdt i solen.
Til højre for scenen var der sågar nogle unge, der begyndte at lege med et par utætte balloner, og Haim bidrog til aftenens entertainment i form af liflige ’Don’t Save Me’ og glamstampende ‘The Wire’ fra deres ret skønne debutalbum, ’Days Are Gone’.
Det enormt rodede sæt havde dog også ofte karakter af noget, som ikke burde forlade ungdomsskolen, men med charme og flot hår kompenserede familieforetagendet delvist for manglende musikalitet i et noget fesent lydbillede.
Sjovt i glimt. Glemt på 50 sekunder.
Billedgalleri af Per Lange