Kongen af Danmark

Endnu en stor aften i selskab med den åbenbart kronisk veloplagte John Grant

47-årige John Grant skabte sin egen emotionelle orkan i Store Vega her til aften. (Foto Anthon Unger)
47-årige John Grant skabte sin egen emotionelle orkan i Store Vega her til aften. (Foto Anthon Unger)

 
John Grant, Store Vega, Kbh. 29. november

Udenfor var der noget med en storm, der hed Gorm, men indenfor i Store Vega var det i stedet en følelsesmæssig orkan, der hed Grant, som blæste ild i vores søndagsramte vinterhjerter.

Når ens gennembrudsalbum fra 2010 - hvor John Grant allerede havde nået den modne alder af 42 år, efter at have henslæbt sin ungdom i lige-ved-og-næsten orkestret The Czars - har titlen 'Queen of Denmark', så er man næsten forpligtet til at være en hyppig gæst på disse breddegrader. Det hjælper selvfølgelig også på det, at han er kommet lidt tættere på, efter han er flyttet fra hjemlandet USA til Island.

John Grant udsender mandag 9. oktober sit tredje soloalbum 'Grey Tickles, Black Pressure'. (Foto: PR-Foto) INTL. MusikNYT John Grant: Fem plader der ændrede mit liv

Besøget i Vega var hans tredje koncert i Danmark bare i år, men han skal være så hjerteligt velkommen igen og igen, når den håndfuld stunder jeg efterhånden har tilbragt i hans selskab, har vekslet mellem det excellente og det sublime. Og dette var ingen undtagelse.

Stemmen lød måske en anelse rusten i åbningsnummeret 'Geraldine', men det blev der hurtig rådet bod på, og da han satte sig ned foran pianoet på sættets tredje sang 'It Doesn't Matter to Him' var der helt styr på den side af sagen. Lige som det fremragende band, der bl.a. talte den gamle Siouxsie & The Banshees-trommeslager Budgie (som vanligt med læderhandsker) og den ekspressive islandske guitarist og kapelmester Pétur Hallgrimsson, sørgede for, at alt andet også sad lige i skabet.

Hvis John Grant var kongen af Danmark, ville jeg overveje at blive royalist. I aften spiller han i Aarhus. Foto: Tariq Mikkel Khan Koncert-anm. Store John

Efter den 70'er-inspirerede soft rock på 'Queen of Denmark' (stadig et af dette årtusindes bedste album) har Grant bevæget sig i en stedse mere elektronisk retning, og aftenen bød på begge dele uden at det af den grund virkede det mindste skizofrent. Storslåede og kuldskære ballader som 'Glacier' gik ubesværet i spænd med den Prince-lignende, beskidte elektrofunk på 'Snug Slacks' og den kakofoniske frustration på 'Grey Tickles, Black Pressure', hvor Grant i den grad konfronterer sin midtvejskrise.

Og på 'Drug' og 'Caramel' kan han så uden filter sætte sig ned og skære det helt ind til benet, så det bløder fra scenen.

Ud over at være en fremragende melodimager og arrangør skriver Grant nogle af de mest personligt bekendende tekster i dagens populærmusik (selv hans hæmorider er vi dus med), og det ville næsten være ubærligt, hvis han ikke samtidig var så morsom og afvæbnende i sin facon. Han talte knapt så meget mellem numrene, som han plejer, men formår alligevel at punkterer enhver form for selvhøjtidelighed eller uklædelig narcissime.

John Grant - sangskriveren fra Michigan er flyttet til Reykjavik. (Foto: Hordur Sveinsson) INTL. Album-anm. Hiv-smittet sanger skifter ham

Selv om vi heller ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at der er meget på spil her. Alt faktisk. Grant har fat om nældens rod. Og han hiver til, så det både kilde og gør ondt. Og så kan man sågar danse til det. Hvad mere vil du have?

Det skulle da lige være, at han i dagens anledning lige giver to numre ekstra , 'Outer Space' og 'Sigourney Weaver', der eller ikke var på sætlisten. Bare fordi han elsker os. Og vi elsker ham.

Anmelderen udskriver mindst en John Grant koncert om året. Det resulterer med stor sandsynlighed i at, du med hans egne ord fra 'GMF': 'could be laughing 65 % more of the time'. Ikke mindst af dig selv.