Slayer har altid handlet om død. Nu tager legenderne livet af sig selv.
På en trøstesløs mandag nåede metalheltenes afskedsturné til Royal Arena, men lige inden havde døden på en måde allerede indhentet veteranerne fra Los Angeles.
Legender: 36 år med had, druk og død
Gruppens relativt nye guitarist, Gary Holt, var nemlig rejst hjem for at sidde ved sin fars dødsleje, og så var der ellers dømt ilddåb foran 11.000 fanatikere for den hasteindkaldte vikar, Phil Demmel, der netop er stoppet i Machine Head.
Konge om Volbeat: Jeg fatter det ikke!
Efter en lidt famlende start kom der paradoksalt nok liv i begravelsen med ’Mandatory Suicide’.
Mens flammekasterne spyede ild i baggrunden spillede Slayer sig varme, og ’War Ensemble’, ’Black Magic’ og ’Seasons in the Abyss’ sad lige i det berømte skab, som i dette særtilfælde var et ikonisk rædselskabinet.
Ikke ond nok
Demmel faldt ikke igennem, men han virker for friskfyragtig til Slayer, hvor intet kan blive ondt nok. Det var ’When the Stillness Comes’ dog. Endnu en sang om død.
Måske på grund af den nye guitarist holdt kvartetten pauser mellem numrene, og man savnede den allersidste snert af altødelæggende destruktion, som sadisterne mestrer, når det hele bare spiller, og de er blandt solsystemets bedste livebands.
Billedgalleri af Per Lange
Det er en offentlig hemmelighed, at det er Tom Araya, der er træt af turnélivet og gerne vil stoppe, men det kunne man nu ikke mærke på frontmanden, som sang, skreg og brølede med en imponerende intensitet for en mand på 57.
Slayer er selvfølgelig ikke ligeså fuldkommen vanvittigt frådende som i storhedstiden for 30 år siden, og alligevel cementerede de deres respektindgydende særstatus i forhold til aftenens hele tre opvarmningsbands, Obituary, Anthrax og Lamb of God.
Vanvid: Helt amok i Royal Arena
De blev reduceret til statister, da Slayer foldede formatet ud til sidst med magtfulde versioner af monsterklassikerne ’South of Heaven’, ‘Raining Blood’ og ‘Angel of Death’.
Det var legendarisk.
En gang mere
Gruppens gamle guitarist og primære sangskriver, Jeff Hanneman, som druknede sin lever i Heineken og døde i 2013 i en alder af blot 49, har ikke lagt navn til Hannemans Allé, hvor Royal Arena ligger.
Men Slayer fortjener at få en trettensporet boulevard opkaldt efter sig.
Massakre: Hovednavn knuste 23.000
Inden landevejen fører til helvede, fortsætter den jorden rundt en gang mere, og de har offentliggjort flere europæiske koncerter i sommeren 2019.
Forhåbentlig dør de også en sidste gang i Danmark. Men under alle omstændigheder dør Slayer aldrig helt.