En mand og en mikrofon. Mere skal der ikke til. I hvert fald ikke når manden er Henry Rollins.
Onsdag var den amerikanske sanger, forfatter, radiovært, aktivist, forlægger og skuespiller heldigvis tilbage i København med sit onemanshow, der stadig er en afsindig blanding af spoken word og standup.
Han ramte Koncertsalen i DR Byen som et verbalt næsehorn. Måske nok en truet dyreart, men i en alder af 62 kan legenden stadig fnyse ungdommen af scenen.
Rollins lagde ud med at fortælle om dengang i 1983, hvor han i spidsen for punkbandet Black Flag hærgede Saltlageret og blev bombarderet med snebolde af de danske punks.
Der var mønter i kasteskytset, og frontmanden syntes, det var lige strengt nok. Han var kæmpe fan af Sods, der senere skiftede navn til Sort Sol, hvilket fik det til at gøre lidt ekstra ondt.
Vild kraftpræstation
Rollins taler i et tempo som en punksang. Eller han går snarere grassat med munden.
Begavelsen råbte, snakkede og brølede uafbrudt fra klokken 21.01 til 23.29. 148 minutter. Næsten to en halv time.
Uden et sekunds pause. Uden en dråbe vand.
Han havde ikke engang tid til, at fanskaren klappede.
Der var nu heller ikke helt så meget at klappe ad, som der tidligere har været under en aften med Rollins.
Ubønhørligt drive
Hans rablende personlige anekdoter bærer efterhånden lidt præg af, at han fortalte sine bedste historier på de seneste 13 turneer.
De næstbedste er også gode, men Rollins minder om den mesterlige sangskriver, der ikke længere oplever nok til at skrive mesterlige sange.
Hjemlandets absurditet er dog immervæk en kilde til evigt brændstof, og han er stadig så vred, harm og intens, at tanken ikke er i fare for at løbe tør lige foreløbigt.
Veteranens ubønhørlige drive er umådeligt imponerede. Det er med tiden mere måden, han siger det på, end det han siger, der betager.
Rollins ville være fængslende, selv hvis han råbte manualer op. Manden behøver slet ikke en mikrofon.
