Roger Waters’ kontroversielle udtalelser om Ukraine, Israel og, øh, The Weeknd har overdøvet hans gerning de senere år, og inden musikken bragede fra højttalerne i Royal Arena, kommenterede han kort polemikken.
Rocklegendens 15.000 fans blev opfordret til at ’fuck off’ til baren, hvis de ikke brød sig om englænderens politik, hvilket skulle vise sig at være en relevant opfordring.
I to lange sæt blev den gigantiske storskærm bombarderet med politiske paroler og slogans, mens Waters fremførte sine sarkastiske slagsange tilsat symbolik, der kun kan misforstås, hvis man ikke aner, hvordan en nazist klæder sig.
Veteranen går i krig, når han går på scenen. Hans brug af visuelle virkemidler overmandede til tider musikken, men det var et spektakulært skue med flyvende får i ’Sheep’ og svævende svin i ’In the Flesh’.
Lektion i dommedag
Den morbide underholdning var så filmisk, at Royal Arena fremstod mere som en biograf end en koncertsal. Det var vel at mærke Imperial. I slående HD og skælvende hi-fi.
Scenen stod midt i salen, men musikken kom sjældent i centrum.
Waters har efterhånden spillet livet ud af Pink Floyds ellers udødelige klassikere, der dog åndede med hvilepuls i noget livstrætte versioner.
Symptomatisk stod en nyfortolket udgave af ’Comfortably Numb’ stærkest, men generelt var det de mere kuriøse sangvalg, som overraskende nok blev aftenens mest bemærkelsesværdige musikalske oplevelser.
En nærmest funky ‘The Powers That Be’ og episk ‘The Bravery of Being Out of Range’ imponerede i inspirerede versioner tidligt i showet, hvilket imidlertid ikke ændrede synderligt på, at det primært var en koncert for øjnene.
Et par typisk dystopiske timer med den gamle sortseer føltes som en lektion i dommedag, og konceptmageren lignede en sejtrækker, der nok står tilbage efter tredje verdenskrig.
Waters fylder 80 i september, men han har altid været en gammel gnaven mand. Han kalder This Is Not a Drill sin ’first farewell tour’. Vi har næppe hørt det sidste til en af rockens statsmænd.
Billedgalleri af Per Lange
