Johnny Madsen har både skrevet og sunget følgende:
- Hvad er bedre end kvinder og rock? Det er en Hancock!
For første gang siden 1932 misser vestjyden Smukfest i år, men til gengæld var der Hancock på programmet.
Det var naturligvis en anden, end den Johnny Madsen har digtet om, og øllen ville nok have gledet bedre ned på den partygale festival end jazzlegenden.
Mellem popdrenge som Christopher, Thomas Helmig og Justin Bieber eksperimenterer Smukfest også i 2022 med at præsentere voksenmusik for folk, der helst ikke vil høre på det.
Ned i fosterstilling
Efter ingen mødte op til Kraftwerks mageløse koncert sent torsdag, var det Herbie Hancocks tur til at fremstå fejlplaceret fredag eftermiddag.
Veteranen fra Chicago trak faktisk en hæderlig skare til Bøgescenerne, men musikalsk var der i lange perioder af hans fem kvarter lange sæt tale om misbrug af en gammel gigant.
Især i starten føltes tonerne som baggrundsmusik til en fest, der ikke var begyndt endnu, og en ellers skønt svalende version af Wayne Shorters ‘Footprints’ blev nærmest overdøvet af det pludrende publikum.
Pianomanden gav en masse plads til sine tre medmusikanter, der under ’Overture’ slap talenterne løs i stressede og hektiske passager, som nok kunne få mange tømmermændsplagede til at søge i fosterstilling.
Andre forsøgte at danse til den spacede jazzfunk. Det lykkedes ikke.
Flabet afslutning
Herbie Hancock var ikke desto mindre i så godt humør, at man skulle tro, han var medicineret, men hvem ville ikke være glad i låget, hvis man var så frisk i en alder af 82?
Amerikaneren spillede tidligere på sommeren i DR Koncerthuset under Copenhagen Jazz Festival, og det er der, han hører hjemme.
Den forkerte koncert føltes dog rigtig til sidst, hvor ’Cantaloupe Island’ passede perfekt som en musikalsk hawaiiskjorte, inden flabede ’Chameleon’ understregede, at Herbie Hancock stadig er betragteligt mere funky end selv Johnny Madsen med en paraplydrink.
Skål på det.