Da Mew energisk sparkede åbningsnummeret ’Witness’ ud over Falconer Salens scene, lignede de et band, der havde noget at bevise.
Det havde de også.
For ti år siden var de et af landets mest roste og populære orkestre, men sådan er det ikke længere.
Før Roskilde-brag: Mew mister guitarist
Stiftende medlem Bo Madsen forlod tilmed gruppen i juni, og selvom guitaristen såmænd stadig var med på turneplakaten udenfor Falconer, så blev det en aften, der bestyrkede fornemmelsen af, at Mew bare ikke helt er, hvad Mew var.
Trods den noget kølige modtagelse af d’herrers habile album ’+-’, der udkom i foråret efter knap seks års pladepause, trak trioen og deres to lejesvende ikke desto mindre 3000 publikummer ind i varmen på en hverdag, hvor det ikke overraskende var de ældre sange, der brændte stærkest igennem.
Druknede i mudret lyd
’Special’, ’Snow Brigade’ og ’Am I Wry? No’ løftede momentvis stemningen i lokalet, men Mews tryllestøv var uden den gammelkendte effekt, og det 85 minutter lange sæt lettede aldrig mange centimeter.
Koncerten faldt næsten sammen omkring de nye numre ’Making Friends’ og ’Rows’, mens andre og mere dynamiske nyheder som ’Satellites’ og ’Water Slides’ fungerede betydeligt bedre.
Jonas Bjerres sædvanligvis så suveræne vokal druknede ofte i det ret mudrede lydbillede, og når man kunne høre ham, så lød det som om, han havde problemer med at styre stemmen.
Et medley, hvor sangeren blot blev akkompagneret af piano, afslørede imidlertid, at englerøsten og Bjerres utrolige kontrol er intakt.
Musikalsk var trommeslager Silas Graae som så ofte før den største oplevelse, og med kapaciteten som rytmeholder har Mew jo fundamentalt bare et format, der selv på en ordinær aften gør dem mere interessante end stort set alle andre danske bands.
Forhåbentlig finder de magien igen.
