Massiv sensation i Forum

Massive Attack gav en af de bedst lydende koncerter i den med rette udskældte kolos nogensinde

Grant 'Daddy D' Marshall er den ene af de to tilbageværende oprindelige medlemmer fra triphop-grundlæggerne Massive Attack. Foto: Miriam Dalsgaard
Grant 'Daddy D' Marshall er den ene af de to tilbageværende oprindelige medlemmer fra triphop-grundlæggerne Massive Attack. Foto: Miriam Dalsgaard

Massive Attack, Forum, Kbh., 16. august

Vi skal ikke længere tilbage end til februar måned før Bristols Massive Attack sidst besøgte København i det nu nedlagte (og langt fra savnede) Tap 1 i Carlsberg-byen. Dengang blev de 6.000 billetter revet væk på en dag, så der blev hurtigt sat en ny koncert op - denne gang i det næsten dobbelt så store Forum.

Som også var pænt fyldt op her til aften uden dog at kunne melde helt udsolgt. Og vi kan lige så godt tage tyren ved hornene med det samme. Betonsiloen på kanten af Frederiksberg er berygtet for sin ofte ganske horrible lyd, der har ødelagt rigtig mange oplevelser derude. Men der har også været eksempler på, at akustikken kunne tæmmes, hvis blot man satte de rigtige folk på sagen (og spenderede pengene på noget ordentligt gear).

Massivt angreb på alle sanser

Og nogen burde give Massive Attacks lydmand og crew en medalje eller to. For det lød ganske enkelt fremragende - og det på trods af, at der blev spillet ganske højt og med så meget bund i bassen, at det var lige før, at man igen kunne smage resterne af gårsdagens måltider. En af de absolut bedst lydende koncerter, jeg nogensinde har hørt i de ellers (stadig) så trøstesløse omgivelser.

At de to tilbageværende medlemmer i Massive Attack, Robert '3D' Del Naja og Grant 'Daddy D' Marshall, havde allieret sig med fem eminente musikere - heriblandt to trommeslagere, der kunne den sjældne kunst at svinge med millimeterpræcision - gjorde selvfølgelig ikke fornøjelsen mindre.

Ildsjæl brænder igennem

Modsat sidst havde de hverken Martina Topley-Bird eller Young Fathers med som gæstevokalister, hvilket måske var forklaringen på den noget kortere sætliste. Reggae-legenden Horace Andy var dog stadig ombord, og fik lov til at åbne ballet med den altid effektive 'Hymn of the Big Wheel' fra det 25 år gamle, stilskabende debutalbum 'Blue Lines', hvorfra de to afslutningsnumre - nyklassikerne 'Safe from Harm' og 'Unfinished Sympathy' sunget af deborah Miller - også stammede.

I mellem dem fik vi fine udgaver af bl.a. 'Risingson', 'Ritual Spirit' (med Azekel på vokal), 'Angel' og 'Inertia Creeps' samt 'Eurochild', der blev brugt til at begræde Brexit, og der var som sådan ikke noget at udsætte på seancen, der dog aldrig nåede de helt samme magisk stenede højder som sidst. Måske fordi turneen efterhånden - trods en pause undervejs -har været så længe undervejs, at rutinen er blevet lidt for påfaldende.

Efterskælv fra Massive Attack

Duoens karakteristiske LED-baserede bagtæpper med masser af slogans, paroler, paradokser, avisoverskrifter m.m. (ofte Google-oversat til dansk) virkede også knap så overrumplende her anden eller tredje gang. Snarere lidt distraherende, hvilket der selvfølgelig er en pointe i (en lidet subtil kommentar til informationsoverfloden), men flot iscenesat det er det uden tvil.

Med andre ord: En rigtig god dag på kontoret for triphop-pionererne, hvis musik stadig forekommer lige så relevant som nogensinde. Men ikke desto mindre en dag på kontoret.