Tidligere på sommeren under festivalen Lyden af Nibe gav Medina en akustisk koncert, der var tragisk kedelig.
Det kunne kun blive mere livligt i Tivoli. Og det blev det. Men ikke meget.
Medina har åbenbart fået en idé om, at hun skal være ’seriøs’ kunstner, og selvom hun havde et større band med i København, så sparede hun atter på strømmen.
Arrangementerne af jydens mange hits var uden basal gennemslagskraft, og midt i en by, hvor bassen ellers bare dunker fra WorldPride, var koncerten som at se ’Toppen af poppen’. På Charlie.
Publikum nægtede dog at lade Medinas mærkeligt udynamiske udtryk ødelægge den fest, de var kommet for, så de overdøvede nærmest idolets gabende orkester.
Hvinende fryd
Der blev skrålet og skreget med fra pigestemmer overalt på Plænen til de ellers tamme toner af ’Ensom’, ’For altid’, ’Vi to’, ’Kl. 10’, ’Kun for mig’ og alle de andre gamle landeplager.
Fanskarens hvinende fryd var faktisk mere indtagende end Medinas klynkevokal, der har taget overhånd. Engang var hun altså en medrivende sanger, man kunne mærke.
Billedgalleri af Per Lange
Til forskel fra showet i Nordjylland var Medina minsandten mentalt til stede, og efter talrige flop på hitlisterne de senere år, varmede det tydeligvis den stadigt mere matte stjerne, at der fortsat er nogle poptøser, der forguder hende.
Det danselystne publikum havde fortjent en bedre koncert, men intet tyder på, at Medina har tænkt sig at vende tilbage til den slagfærdige popsound, der oprindeligt blæste nationen omkuld.
Sidst på året turnerer hun sågar med Danmarks Underholdningsorkester, men det bliver næppe ligefrem afsindigt underholdende.
Det er jo latterligt.
