’It’s Only Rock ’n’ Roll (But I Like It)’ sang Mick Jagger i Parken, som han har gjort det i spidsen for The Rolling Stones mere end 700 gange før.
Men den 773. liveudgave af klassikeren var slap som et vådt håndklæde, man sagtens kunne overveje at smide i ringen.
Umiddelbart lød det måske nok som rock’n’roll, men det føltes bestemt ikke sådan. Og vi er nogen, der ikke kunne lide det.
Joachim til Stones: Der skal være tryk på
Legenderne fra London er for længst blevet et rockcirkus og en slags musikalsk forlystelsespark med kulørte lamper og tryg familieatmosfære.
Men først og fremmest er The Rolling Stones en milliardforretning, og i København var der ikke smæk for de mange skillinger.
Pinlige perioder
Alene ståpladserne kostede mellem 950 og 2450 kroner - plus gebyr! - og veteranerne satte dermed rekord for billetpriser til en koncert i Parken, som næsten var udsolgt.
Utvivlsomt ansporet af, at det måske er sidste gang, gubberne besøger Danmark, faldt 45.000 i fælden, og atter blev det understreget, at dyre billetter medfører kedeligt publikum.
Svinedyre Stones: Rekord i Parken
Stemningen var i lange perioder nærmest pinlig flad, men der var unægtelig heller ikke meget at klappe af.
Først i aftenens ottende nummer, ’You Can’t Always Get What You Want’, var der fællessang, men Jagger klarede det nu ellers meget godt alene.
I en alder af 74 har han forbavsende meget stemme tilbage, og han spjætter stadig omkring som en fitnessinstruktør på Duracell.
Pot på Christiania
Jaggers gentagende eksperimenter med at tale dansk fremstod imidlertid som et selvmålsagtigt forsøg på at score meget billige point.
Det var mere charmerende, da han fortalte, hvad ikonerne havde lavet i København de seneste dage:
- Vi cyklede på Christiania, hvor vi røg pot og spiste hindbærsnitter! Og så tog vi limoen tilbage.
I runde tal var The Rolling Stones fænomenale de første 10 år, mens de har været mere eller mindre ligegyldige de seneste 40, hvilket tilsyneladende også er gået op for dem selv, for sætlisten var som altid spækket med evergreens fra storhedstiden i sidste halvdel af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne.
Hæderlige lydforhold
Rullestolene havde udmærkede arbejdsbetingelser i Parken, for lyden var hæderlig, når nationalstadionets kummerlige standard tages i betragtning, men timingen haltede for oldtimerne, og ellers så mesterlige ’Paint It Black’, ’Honky Tonk Women’ og ’Jumpin’ Jack Flash’ lød som slatten middelmådighed.
Historisk: Stones flipper helt ud igen
I et ekstremt forudsigeligt på grænsen til rituelt show overraskede Stones undtagelsesvis med ’Under My Thumb’ og især ’Doo Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)’. Det var imidlertid til at høre, at de ikke spiller de to ret ofte.
’Just Your Fool’ og ’Ride ’Em on Down’ fra orkesterets nyeste album, ’Blue & Lonesome’, hvor Stones symptomatisk for deres svigtende kreativitet fortolker bluestravere, blev modtaget med nogenlunde samme entusiasme som supportbandet Rival Sons.
Keith Richards’ ramponerede guitar lå flere gange forrykt højt i lydbilledet, men de sørgelige rester af hans stemmebånd var sværere at opfange, da han leverede obligatoriske ’Happy’ samt ’Slipping Away’.
Og ufatteligt nok begyndte Richards for 9265. gang sin standardjoke om, at det er fedt at være alle steder, når man er i hans alder. Af en eller anden grund færdiggjorde legionæren den ikke helt. Måske glemte han pointen! Manden er 73.
Nerve mod slut
Enkelte gange mindede The Rolling Stones om, hvorfor de ikke bare er historiens største, men også bedste rock’n’roll-band.
Mod slut var der tiltrængt rå nerve i kaotiske versioner af ’Street Fighting Man’ og ’Brown Sugar’ samt magtfulde ’Midnight Rambler’, der ikke blev trukket i ligeså langt langdrag, som den plejer.
I korte sekvenser smagte det af fordums storhed og den usødede rock, The Rolling Stones fik til at rulle i tidernes morgen, men i størstedelen af de lidt over to timer var det som at række den berømte tunge ud ad vinduet.
Business as usual.
