Mens masserne flokkedes til Dizzy Mizz Lizzy på NorthSides mægtige Blue Stage, da klokken rundede et om natten, var der ikke ligefrem trængsel til nattekoncerten med MC50 på den meget mindre Red Stage.
Tim Christensens tropper havde de fleste nok set før, men ingen havde nogensinde oplevet Wayne Kramers disciple.
MC50 afholdt nemlig premiere på deres verdensturné i Aarhus, og mens rockbandet på sin vis er nyt, så er sangene bestemt ikke.
Kvintetten fejrer, at det i år er 50 år siden, foregangsmændene MC5 spillede koncerterne, der blev til deres legendariske debutalbum, livepladen ’Kick Out the Jams’, som banede vejen for punk.
Dedikeret indsats
Kramer er den eneste i MC50, der var med i Detroits mesterlige MC5, men den nu 70-årige guitarist har samlet en bemærkelsesværdig stjernebesætning bestående af guitarist Kim Thayil fra Soundgarden, trommeslager Matt Cameron fra Soundgarden og Pearl Jam, produceren Don Was på bas samt Zen Guerrillas sanger Marcus Durant.
Amerikanerne spillede de otte numre fra ’Kick Out the Jams’ i en lidt alternativ rækkefølge, hvilket dog ikke ændrede på, at klassikeren bestemt var til at kende, og man kunne ikke lade være med at smile, da Durant udbrød de historiske ord:
- Kick out the jams, motherfuckers!
Legende om dansk publikum: Pussies!
Kramer grinede ved synet af frontmandens dedikerede indsats, og albummets titelnummer blev trykket fra scenen med en entusiasme, så man ikke kunne mærke, at guitaristen må have spillet det flere tusinde gange - i øvrigt ligesom de fleste andre garagebands.
Pludselig nedtur
’Ramblin’ Rose’ og ’Borderline’ savnede snert, men ellers hang de garvede gutters samspil godt sammen, og især uimodståelige ’Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa)’ og bluesede ’Motor City Is Burning’ imponerede.
Seancen havde måske nok karakter af underholdning i selskab med et prominent hobbyband, der imidlertid tæller musikanter, som går meget op i deres hobby.
Det var for længst annonceret, at MC50 udover hele deres første album ville spille skæringer fra legionærernes øvrige katalog, men det blev der ikke noget af, og efter blot 48 minutter forlod de rampelyset.
Den pludselige nedtur blev ikke mere opløftende af, at to bøvede konferencierer efterfølgende forsøgte at udgive sig som nogen, der aldrig havde lyttet til andet end MC5.
Det var bestemt ikke så stort som de to aftener i Grande Ballroom anno 1968, men mindre kunne sagtens gøre det.
