Mumford & Sons minder lidt om modefænomenet med fuldskæg. Det har holdt længere, end man skulle tro, og virker i grunden ret latterligt.

Bandet fra London barberede banjoerne af deres forlorne folkrock på sidste års velfriserede ’Wilder Mind’, der burde have hedder ’Milder Mind’, så nu spiller de rock for folket i stedet.

Se også: Mumford-bassist klar efter operation

10.000 fyldte hovedstadens Forum, som havde været udsolgt længe, og Mumford & Sons blev båret frem af et entusiastisk og sommerkådt publikum.

- This is gonna be fun! råbte frontmand Marcus Mumford efter åbningsnummeret ‘Snake Eyes’.

Skægt blev det dog aldrig.

Underlig inderlighed
Det energiske orkester fremstår egentlig både kompetent og sympatisk, men deres meget monotone materiale er udstyret med en underlig påtaget inderlighed, og englændernes hang til folkemusik føles som at gå på pub ved Rådhuspladsen for at få en autentisk kulturel oplevelse.

De har faktisk mere tilfælles med Imagine Dragons og Kings of Leon, der begge har optrådt i Forum, end keltiske The Pogues og The Waterboys, og showet var som Guinness på dåse.

Mr. Mumford stod sågar og støttede sig til en teleprompter, og da guitaristen Winston Marshall gudhjælpemig gentog en joke fra gruppens besøg i Falconer Salen for tre år siden, var det lige før, at han skulle have hevet skægget af med de bare næver.

Vittigheden lyder i øvrigt:

- Jeg kan to danske ord! Kasper Schmeichel!

Sidst var den godt nok med faderen.

Se også: Mumford & Sons: Boyband med banjo

Det 90 minutter lange sæt havde få udsving, men en nænsom udgave af den rullende ballade ’Monster’ imponerende tidligt i koncerten, og det livede lidt op i affæren, da sangeren kæmpede sig gennem den lummervarme arenas svedige publikum under ’Ditmas’.  

Som ekstranummer leverede Mumford & Sons en inspireret fortolkning af Bruce Springsteens ’I’m on Fire’. Det var simpelt hen en befrielse at høre et godt nummer, der såmænd understregede fornemmelsen af, at resten var fupnumre.

Kort sagt en aften med fuldskægget i postkassen.