Det danske festivallandskab er overfyldt med udenlandske bands og solister, der spiller her mere eller mindre hver sommer, men Eddie Vedder solo har vi aldrig set herhjemme.
Indtil sent lørdag aften på Heartland, hvor det viste sig, at vi ikke var gået glip af ret meget.
Det var ikke blot sangerens første soloshow i Danmark, det var også hans første danske festivalkoncert siden tragedien på Roskilde Festival i 2000.
Pearl Jam: Overlevere med livsgnist
Vedder kommenterede diskret en anden tragedie, da han langt inde i det hele 128 minutter lange sæt spillede Fugazis ’I’m So Tired’.
Titlen er stort set identisk med ordene, Vedders mangeårige ven og kollega Chris Cornell ytrede i telefonen til sin kone, kort før han begik selvmord for nyligt.
Begrænset guitarist
Bortset fra det tungsindige indslag var Vedder nu udadvendt og snakkesalig - som publikum - men han fik kun meget sporadisk fat i den talstærke skare foran hovedscenen.
Den 52-årige amerikaner vekslede mellem flere strengeinstrumenter. Koncerten var dog alt andet end afvekslende.
Der var simpelthen for lidt musik i Vedder, og hans begrænsninger som guitarist tyngede showet betragteligt.
Stjernen sad ned, men sange fra solokarrieren samt ikke mindst numre fra Pearl Jams katalog stod stille.
Regulært højdepunkt
Først mere end en time inde i koncerten kom der et regulært højdepunkt i form af en passioneret fortolkning af Bob Dylans mesterværk ’Masters of War’. Den er også svær at ødelægge.
Vedder spillede desuden sange af blandt andre Tom Waits, The Beatles og The Everly Brothers, og mod slut slog Neil Youngs ’Rockin’ in the Free World’ gnister.
Pearl Jam: Perler og jammer i Forum
Sidstnævnte forbilledes format som soloperformer kom Vedder imidlertid ikke i nærheden af. Det hjalp ikke, da han fik hjælp af Cat Power, der spiller på Heartland søndag, og Glen Hansard, der optrådte tidligere lørdag.
Vedder har ry for at eje en af rockens store stemmer, men han brugte sit underligt sammenbidte og uforløste brøl på ensformig vis.
Tiden stod stille på den forkerte måde. Det var kort sagt en langgaber.