Lige meget hvor mange gange man er lusket slukøret hjem fra en koncert med Paul McCartney, er det nemt at bilde sig selv ind, at det bliver fantastisk, når intromusikken blæser forventningerne op, og legenden træder ind på scenen.
Han var jo trods alt medlem af et ret glimrende beatorkester ved navn The Beatles. Det er imidlertid snart 50 år siden.
Og syv sekunder inde i en flad udgave af åbningsnummeret, ‘A Hard Day's Night’, var enhver optimisme punkteret i Royal Arena.
Se også: Sir Paul forrådte The Beatles i Herning
Alt var desværre, som det plejede, og man kunne ikke undgå at fornemme, det nok blev endnu en hård aften med McCartneys fesne dobbeltgænger.
Geniets magi er forduftet. Hans aura er slukket. Han lyder som en coverartist.
Dårlig stemning
Samtlige 16.000 billetter blev flået væk på blot 35 minutter, da salget begyndte i august, og de bedste siddepladser kostede immervæk 1850 kroner, mens de billige ståpladser kunne fås for 950 kroner. Plus gebyr.
Jo dyrere billetterne er, jo dårligere er stemningen som regel. Den regel ændrede McCartney ikke på.
Se også: Milliardær på musik: Ikke meget værd
Stemningen ville ikke have været værre, hvis Ronald McDonald havde stået deroppe. Eller Poul Madsen. Fredag føltes som mandag i lange perioder.
Selv klassikere som ’All My Loving’ og ‘Maybe I'm Amazed’ fremstod ordinære i løbet af showets matte første fem kvarter. Sidstnævnte udstillede englænderens stemmeproblemer. Han er ikke 75 længere. Det kunne høres. Og det kan jo ikke være anderledes.
Band uden karisma
Det var veteranens første koncert i København, siden han indtog Parken i 2003, men i mellemtiden har han været i både Horsens, Herning og på Roskilde Festival.
Han kalder sin nye turné Freshen Up, men det var meget, meget lidt, der var frisket op.
Se også: Skandale: Den forkerte McCartney
Anekdoterne om hans tur til Moskva og Jimi Hendrix, John Lennon og George Harrison havde vi hørt før. Flere gange. Selve det to timer og 44 minutter lange sæt var stort set en gentagelse med vægten lagt på sange fra tiden i Wings og naturligvis The Beatles.
Det er svært at ødelægge sådan et repertoire, og det lykkedes da heller ikke helt for en af populærmusikkens mest naturlige melodimagere, selv om han igen medbragte det karismafattige backingband, han har slæbt rundt på i årevis.
’From Me to You’ og ’I Saw Her Standing There’ bevarede originalernes drengede uskyld og uimodståelige charme, og ‘Back in the U.S.S.R.’ var også værd at vende tilbage til.
Befriende til sidst
McCartney dedikerede som så ofte før den relativt nye ballade ’My Valentine’ til sin kone Nancy, der var i salen, og sjæleren blev et indfølt og underspillet lille højdepunkt i en harmløs Las Vegas-forestilling med forsvindende få subtile toner.
En halvbeskidt ’Helter Skelter’ var helt befriende til sidst.
Se også: McCartney ydmyget i legendeduel
Superstjernen læste ustandseligt op på ’dansk’ fra en teleprompter i vanlig dårlig stil. Det var pinagtigt og beskæmmende at så ikonisk en musiker igen forfaldt til et dårligt trick, der er mere slidt end de flestes vinylkopier af ’Revolver’.
Mod slut rullede han nostalgien eftertrykkeligt ud i form af ’Let It Be’ og ’Hey Jude’, og så kom telefonerne naturligvis i luften, mens der blev skrålet lidt med, og dem, der ikke var faldet i søvn, vuggede frem og tilbage i sædet.
Se også: Visne evergreens af Paul McCartney
Det kaldes venstrehåndsarbejde. Eller måske højrehåndsarbejde når det handler om en kejthåndet.
McCartney stopper forhåbentlig, inden han bliver ligegyldig. Ups, det er jo for sent.
