Hvis man havde gået og drømt om, at Niels Hausgaard ville begynde at inkorporere jazzballet, sabelslugning og dødsmetal i sit show, så blev man slemt skuffet i Birkerød her til aften.

Humoristen holdt sig nemlig til sin vanlige blanding af underspillet indignation og nøjsomt spillede sange, og den alarm, der gik et sted i Mantziusgården under første sæt, udgjorde egentlig seancens eneste overrumplende indslag.

Tæt på Hausgaard: Jeg kan godt lide Medina og Seebach

Forudsigeligheden så dog ikke ud til at genere det overmodne publikum, og med hele 63 stort set udsolgte koncerter på sit traditionsrige togt gennem kongeriget, så kan Hausgaard da også ses som et levende bevis på, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er der ingen grund til at fikse det.

Men lidt smørelse kunne den 70-årige nordjyde nu godt bruge, for han har fremstået ret rusten de seneste sæsoner, og indledningsvis knirkede veteranen noget i det nordsjællandske.

Rammende alvorssange
Langsomt fik hans lune imidlertid varmet både entertaineren selv og publikum op i en grad, så både Hausgaard og salen klukkede hjerteligt af veloplagte spøgefuldheder om vanlige ofre som Gud, Lars Løkke og den famøse bror, der nu går til seniorgospel. Det går naturligvis knap så godt.

Under Hausgaards fredsommelige attitude og sindige levering af satiren kan man imidlertid fortsat mærke, at han vitterligt er vred over rigets tvivlsomme tilstand, og mellem røverhistorier og vittigheder klædte det manden i skjorten, at han fik forsamlingens latter til at forstumme med nogle rammende alvorssange.

DK MusikNYT Hausgaard sælger ud med 'jamre'-tur

Andre af troubadourens musikalske værker var dog tynde som hans vigende hårpragt, og der er ikke noget at sige til, at det af og til kniber med at huske linjerne. Vi andre har i hvert fald hurtigt glemt dem.

Hovedpersonen blev diskret flankeret af sin forholdsvis faste makker Christian Alvad på guitar og banjo samt den debuterende percussionist og korsangerinde Sara Indrio, men atter fik man en fornemmelse af, at veteranen kun slæber musikere rundt i landet for at have nogen at sludre med i pausen. 

Hausgaard er Hausgaard, og han er stædig, vedholdende og stadig et plagiat af sig selv, hvilket dog gør knap så meget, når man er en sand original.