Som en af kongerigets sjoveste mænd gennem årtier har Niels Hausgaard en del at leve op til. Det magtede han ikke helt i hovedstaden, hvor den ellers så lune komiker ofte var noget lunken.
Hausgaard genstartede sin årlige kæmpeturné i Glassalen i Tivoli, efter den traditionsrige rundrejse blev afbrudt af coronapandemien i marts.
Nu igen: Jysk legende taget i plagiat
Netop virussen var umiddelbart et oplagt emne for satirikeren, men der var mere mundharpe end mundbind over forestillingen, og han holdt sig til lystigt at spidde folkesjælen i form af mere tidløse emner som karrysild, Søren Espersen og døden.
En af aftenens pointer var, at der næppe findes noget mere frustrerende end at stille træskoene, når man lige har fået lagt nyt tag.
De færreste forlader vist sofaen for at høre Hausgaard synge, men ikke desto mindre fremførte nordjyden forbløffende mange træge sange, der kun undtagelsesvis var udstyret med rim.
Hold kæft og snak
Gennem to lange sæt på 70 minutter var det udmarvende igen og igen at blive udsat for hans stædigt, naive numre, og selv oldtimerens durkdrevne charme kunne ikke kompensere for materialets lemfældige karakter.
Hvis der er noget, Hausgaard mestrer mindre overbevisende end sin guitar, så er det engelsk, og det gik hårdt ud over Bob Dylans ’A Hard Rain’s A-Gonna Fall’.
Hausgaard smitter: Døjer med røvsyge
Entertaineren var som altid bedst, når han hold kæft og snakkede, og det blev der heldigvis også tid til.
Fra lyden af termokander til Greta Thunbergs tårer tog han stilfærdigt pis på hverdagen og verden omkring os, mens han såmænd kaldte influencere æreløse og sammenlignede deres virke med prostitution. De er formentlig ligeglade, og aner nok i øvrigt ikke, hvem Hausgaard er.
Hausgaards triumf: Vendelbo bedre!
Myndighedernes restriktioner bevirkede, at kun halvdelen af Glassalens knap 1000 sæder var besat, og latteren var heller ikke for fuld styrke.
Der var for mange sange. Og for få lårklask. Selv en halvhjertet Hausgaard er dog ikke helt skidt.