Endelig!
Efter tre dage på NorthSide med en masse varianter af elendighed og middelmådighed viste The Black Keys, hvordan det skal gøres.
Med et 82 minutter langt sæt, der sluttede kort før midnat, sendte duoen fra Ohio festivalgæsterne hjem med en oplevelse, der på befriende vis ruskede grundigt op i den aarhusianske pænhed.
Det var råt, beskidt og flosset.
The Black Keys har ligget stille nogle måneder på grund af, at trommeslager Patrick Carney fik smadret skulderen af en bølge ved årsskiftet, og duoen virkede sulten på grænsen til glubsk ved gensynet med et publikum, som blev forført af den ualmindeligt engagerede guitarist og sanger Dan Auerbach.
Efter en fremragende koncert på Christiania i 2004 og en blot gedigen i Tap1 i 2012 var det makkerparrets første festivalshow på dansk grund, og den rystede allerede fra starten.
Ekstatiske tilstande
Gruppens grumsede garagerock er ikke synderlig varieret, men det tilgav man gerne, når forrygende sange som 'Next Girl', 'Gold on the Ceiling', 'Howlin' for You', 'Your Touch' og naturligvis 'Lonely Boy' skabte ekstatiske tilstande på pladsen, hvor en entusiastisk og ganske stor skare klemte de allersidste kræfter ud af nogle møre festivalkroppe.
Og The Black Keys, der fik hjælp af to håndlangere, skiftede såmænd også gear af og til i form af overgroovy 'Leavin' Trunk', balladen 'Too Afraid to Love You' og den herlige The Rolling Stones-pastiche 'Gotta Get Away'.
The Black Keys' musik hører fundamentalt hjemme på en svedig rockklub, men de formåede på forbilledlig vis at varme en gennemkold græsplæne i Aarhus gevaldigt op.
Det var en mandfolkepræstation blandt drengerøve og poptøser, der fik tørt på af en granvoksen duo.
Tak for det. Det trængte vi til.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.