Nyt band, de samme gamle problemer

Det var op ad bakke for Tame Impala i Falconer Salen, men de besteg bjerget til sidst

Kevin Parker og Tame Impala overvandt til sidst både dårlig lyd og elendige publikumsforhold i Falconer Salen med charme og gode sange. (Foto: Jonas Olufson)
Kevin Parker og Tame Impala overvandt til sidst både dårlig lyd og elendige publikumsforhold i Falconer Salen med charme og gode sange. (Foto: Jonas Olufson)

 
Tame Impala, Falconer Salen, Kbh. 3. februar. Tame Impala spiller også på årets Roskilde Festival.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Koncerter er som meget andet en helhedspolevelse. Selvfølgelig er musikken det primære, men alt det omkring den spiller også en ikke uvæsentlig rolle for det indtryk, man går hjem med. Falconer Salen er notorisk berygtet for sine lange køer, hvad enten det gælder garderobe eller proviant.

Men her til aften var det helt slemt især i garderoben, hvor man havde valget mellem at vente i omkring en time eller beholde sin overfrakke på i den varme, tætpakkede sal. Ingen af delene er synderligt befordrende for humøret.

Jeg mener, hvor svært kan det være? Man ved præcis, hvor mange der kommer, og da vi skriver starten af februar, kan det næppe komme som den store overraskelse, at de fleste ankommer iført andet end sommerkjoler.

Med de (hotel)barpriser skulle man mene, at der var råd til at hyre et par ekstra hænder. Eller også ville de fem-seks ekstra studerende, der skulle være hentet ind til at tage imod huer og tasker, nok hurtigt have tjent deres egen løn ind. Det kan kun tolkes som mangel på respekt for publikum.

Se også: Nye hovednavne til Roskilde

Nå, men det er jo ikke australske Tame Impalas skyld. Ej eller den som regel hæslige lyd Falconer Salen har, når sæderne er pillet ud. Det er sgu trist, at alle spillesteder i København med mere volumen end Store Vega byder på så ringe akustiske forhold, at der skal en troldmand bag mixerpulten til at få det til at lyde rimeligt. Ni ud af ti gange er det faktisk rærligt.

Det gjaldt også Tame Impala, hvis dragende, neopsykedeliske blanding af Pink Floyd og 10cc anno 1973 tilsat lidt Flaming Lips (ikke mindst på 'Feels Like We Can Only Go Backwards') og et skvæt moderne progrock a la Mew indledningsvis lød helt ad h... til. Bulderbas, en stortromme mejslet i cement samt keyboardflader påført med sprøjtepistol var altdominerende på bekostning af de detaljer og forførende melodilinjer, der er clouet hos Tame Impala - det gjaldt også den absolutte frontfigur Kevin Parkes lyse vokal, der lå langt tilbage i lydbilledet.

Se også: Legestue for syrehoveder

Frustrerende for nu at sige det mildt. Det blev heldigvis bedre i løbet af seancen, og da vi var omkring halvvejs inde i sætte begyndte tingene at falde på plads med den glamrock-inspirerede 'Elephant', der stadig er en af Parkers absolutte stjernestunder.

Siden blev det til gengæld ganske godt, ikke mindst fordi Parker har skrevet så mange fremragende sange, at de brænder igennem i det sekund, man rent faktisk kan høre dem. Selv om det kan undre, at de undlod at spille et trumfkort som ''Cause I'm A Man' ud.

Den (noget overraskende) elektroniske lyd, der dominerer Tame Impalas tredje, excellente udspil 'Currents' (der er indspillet af Parker fuldstændig solo) fra sidste år, var trods de to keyboards knap så fremherskende live, hvor syre og sukker igen var fremherskende.

Indkapslet i et psykedelisk lysshow og masser af konfetti, der med et vist held kompenserede for, at Tame Impala bortset fra den charmerende Parker består af en flok sceniske lyseslukkere, der nærmest ligner en parodi på et studentikost indieband balancerende mellem lavt selvværd og indadvendt arrogance. Heldigvis lyder de ikke sådan.

Endnu et dejligt bevis på, at den gode sang ikke er sådan at slå ned. Vi glæder os til Roskilde, hvor Tame Impale med al sandsynlighed optræder i mere gæstfri (og vellydende) omgivelser.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pan American: 'A Son' (Kranky-album/Ude 8. november)
2.Underworld: 'Drift Series 1' (Caroline-album/Ude 1. november)
3.The Good Ones: 'Rwanda, You Should Be Loved' (Anti-album/Ude 8. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Big Thief: 'Two Hands' (4AD-album/Ude nu)
2.Trentemøller: 'Obverse' (In My Room-album/Ude nu)
3.Allah-Las: 'Lahs' (Mexican Summer-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere