BRUXELLES (Ekstra Bladet): Copenhell kunne i dag melde udsolgt af partoutbilletter, og 23.000 heavyhoveder kan godt begynde at træne nakkemusklerne til midnatsforestillingen på metalfestivalens sidste aften.
Seancen lørdag 24. juni er overladt til en 36 år gammel kvartet fra Huntington Park, Californien, og d’herrer er i storform.
Navnet er Slayer. Som i SLAYER!
Yes! Sådan smadrer man Roskilde
Og det blev råbt igen og igen og igen, da veteranernes europaturné ramte Bruxelles, hvor gruppens sanger, Tom Araya, nærmest opgav at tale mellem numrene, fordi han simpelt hen ikke kunne få ørenlyd for den afsindigt begejstrede skare i salen.
Gulvet i et af Belgiens førende koncertsteder Ancienne Belgique, der havde været udsolgt i ugevis, var et kaotisk mylder af svedende kroppe, som hamrede ind i hinanden.
Nøgne overkroppe
Stort set alle 2000 var midaldrende mænd i sort T-shirt. Enkelte var dog desværre i bar overkrop. Vel at mærke allerede inden showtime.
Under ’War Ensemble’ fløj der så mange tomme ølkrus gennem lokalet, at det mindede om granatsplinter.
Slayer går ikke på scenen. De går i krig. Og gennem årtier har kumpanerne perfektioneret deres sønderlemmende ondskab i en grad, så de denne tirsdag fremstod uovervindeligt velspillende.
Metallegender fyrer trommeslager
Samtlige breaks sad som nyslebne guillotineblade. Det var en ærefrygtindgydende olympisk præstation gennem 90 nådesløse minutter.
Et show med Slayer er for længst blevet et ritual, men der er ingen snert af nostalgi over legenderne.
Åbningsnummeret ’Repentless’ understregede, at de stadig skriver klassikere, og så længe folk dør, så er Slayer relevante.
Musikalsk præg
Alle deres sange handler om nogen, der er død, eller om nogen, Slayer ville ønske døde i en vis fart. Det er utroligt nok livsbekræftende.
’Mandatory Suicide’ var mageløs. Guitarist Kerry King strakte sine overtatoverede arme i vejret i triumf. Araya smilede diabolsk, da endnu en gennemsvedt fan blev hevet over hegnet af sikkerhedsvagterne og faldt ned i skyttegraven ved frontmandens fødder.
Gruppens relativt nye guitarist, den forrygende gustent udseende Gary Holt, har på forbavsende organisk vis indtaget pladsen efter fantastiske Jeff Hanneman, der drak sig ihjel. Det er som om, afløseren altid har været med.
Ikoner overvejer stop efter dødsfald
Holt giver Slayers ubarmhjertige sound et mere modent og musikalsk præg, der klædeligt kompenserer for det faktum, at de ganske naturligt ikke længere besidder ungdomsårenes fuldkommen rabiate raseri.
Mod slut kom genremesterværkerne ’Seasons in the Abyss’, ‘South of Heaven’, ‘Raining Blood’ og ‘Angel of Death’ traditionen tro som en ultimativ afslutning på en sand magtdemonstration.
For helvede et band.
