Bob Dylan er jo ikke 74 længere, så han har en hæderlig undskyldning, men det var altså noget mere spændende at se ham to dage i træk, dengang han spillede med flyvende udskiftning på sætlisten.
I 1996 gav han to historiske koncerter i Den Grå Hal på Christiania, hvor kun tre numre blev genbrugt på andendagen.
Operaen er blot få hundrede meter fra Fristaden, men Dylan har flyttet sig meget længere i de mellemliggende år, og fredag valgte han de samme 21 numre, som han præsenterede torsdag.
Det er formentlig blevet for krævende for legenden, der fylder 76 i maj, at have indøvet et halvt hundrede numre til en turné, og i så fremskreden en alder er det jo på sin vis imponerende, at han er i stand til at huske teksten til bare en snes sange.
Den sorte komik
Sætlisten var fuldstændig identisk, men det var selve koncerten faktisk ikke.
Dylan var en anelse mere veloplagt, hvis man ellers kan bruge det udtryk om særlingen, mens publikum tillige virkede lidt kådere, så der var næsten tendens til løssluppen stemning et par gange. Næsten.
’Highway 61 Revisited’ fik sporadisk folk op af sæderne, og klassikeren sparkede da også noget hårdere end i går.
Dylan og hans band startede klokken 20 sharp, og kvintetten bag ikonet spillede præcist og så skarpe ud.
Navnlig trommeslager George Receli leverede en alsidig indsats med dybe grooves fra New Orleans’ sump.
Bassisten Tony Garnier, der er den musiker, som har spillet flest shows med Dylan, kunne ikke lade være med at smile, da chefen slap den sorte komik løs i en inciterende ’That Old Black Magic’.
Viklet ind i blå
Magien funklede dog kun i rørende ’Autumn Leaves’ og herlige ’Why Try to Change Me Now’, hvor Dylan skridtede scenen løjerligt af i sine cowboystøvler som en blanding af Frank Sinatra, Charlie Chaplin og en pensioneret og lettere bedugget tyrefægter.
Det var et syn, man aldrig slipper, men til gengæld glemmer man gerne ’Pay in Blood’, ’Duquesne Whistle’ og ’Early Roman Kings’, hvor trummerummen med bluesmusikkens skabeloner almindeliggjorde geniet.
Ifølge statistikken var det såmænd 1597. gang, han sang ’Tangled Up In Blue’ live, men han har vist aldrig været viklet ind i den akkurat som i denne seance, og det er altså beundringsværdigt, at han stadig insisterer på at fortolke og betone de tekster, der sikrede ham Nobelprisen i litteratur i lørdags.
Dylan tog flere gange en slurk af en suspekt udseende kop, som tilsyneladende indeholdt en mirakeleliksir, der smurte hans stemmebånd, så han sang ’Why Try to Change Me Now’ blændende nok til, at han selv fremstod glædeligt overrasket.
Det var lige før, man fik lyst til at tage til Skåne for at se unikummet gentage succesen igen på søndag.
