Rihanna: Spændt helt op til lir i Herning

Popstjernen var skamløst forførende gennem svulstig hitparade på Heden fredag aften

Rihanna - sangerinden lod vintertøjet og hæmningerne blive hjemme. (Arkivfoto: PA)
Rihanna - sangerinden lod vintertøjet og hæmningerne blive hjemme. (Arkivfoto: PA)

Rihanna, Jyske Bank BOXEN, Herning, fredag 28. oktober Optræder også mandag 31. oktober i Malmø Arena

Sådan skal det gøres, Britney! Næsten i hvert fald.

Rihanna viste fredag aften, hvordan et moderne popshow lires af, og krøltoppen fra Barbados var spændt helt op til lir i udsolgte Jyske Bank BOXEN, hvor hun med en saftspændt seance fik frøken Spears’ optræden for nyligt til at minde om en tør, kasseret karklud.

BRITNEYS AFDANSNINGSBAL

Tøsen er tidens hotteste popstjerne, og der var hedt på Heden og tronskifte på prinsesseposten, da Rihanna faktisk så ud som om, hun virkelig nød at vride sig i rampelyset til sine ikke ligefrem skelsættende men dog ofte ganske effektive toner i en skamløs hitparade.

Virile versioner
Mellem middelmådige indslag og en tam ballade-sektion imponerede især dancehall-påvirkede ’Rude Boy’ og ’Man Down’ samt virile versioner af ’S&M’ og ’Hard’ foran 15.000 publikummer.

Rihanna er tilmed en af de stadig færre popsangere, der kan synge sådan nogenlunde, og selv om lyden i Hernings velfungerende nye musikkatedral for en gang skyld buldrede i betonen, så kunne man sagtens fornemme entusiasmen på spidsen af hovedpersonens stemmebånd.

DISCOUNT MED RIHANNA

Hitmageren havde en udstråling som Las Vegas, og der var jackpot både hvad angik scenografi og koreografi i et spændstigt, dynamisk og farverigt show, der dog led noget under, at det 110 minutter lange kostumebal krævede, Rihanna brugte meget tid i garderoben. Vi kan i den forbindelse afsløre, at brunetten lod vintertøjet blive hjemme til fordel for kreationer i den mere beskedne og pikante afdeling.

Rystede måsen
Rihanna er i det hele taget så varmblodig, at det lød som en kønssygdom, når hun skrigende kaldte Herning for ’Whorening’! En flække hun næppe nogensinde havde hørt om, men til hendes ros rystede hun måsen, som var det New York. Britney troede vist, hun optrådte for en pose popcorn hjemme i sofaen.

KOMMENDE KONCERTER

Bob Dylan og Mark Knopfler kommer på besøg i Jyske Bank BOXEN næste uge, og lad os håbe de nøjes med at tage låget af sangskatten og beholder tøjet på.