Rockklovn mandede sig op i kjole

Kæk Ryan Adams gav prøver på alle sine talenter under munter københavnerkoncert 

Ryan Adams varmede op for Ryan Adams forklædt som Natalie Prass, der aflyste. (Foto: Jakob Jørgensen)
Ryan Adams varmede op for Ryan Adams forklædt som Natalie Prass, der aflyste. (Foto: Jakob Jørgensen)

Ryan Adams, Falconer Salen, København, mandag 9. marts

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ryan Adams’ karriere har været nogenlunde ligeså rodet som hans hår, der ligner en mellemting af noget Robert Smith fra The Cure og Edward Saksehånd har på hovedet.

Sidste års selvbetitlede og relativt rockende album er dog overrumplende velfriseret, og hans sæt i Falconer Salen startede såmænd også ganske glat, men siden filtrede Adams på godt og ondt sin koncert gevaldigt ind.

Aftenen begyndte imidlertid med en usædvanligt pudsig overraskelse, for den med spænding imødesete opvarmning af Natalie Prass blev aflyst, fordi SAS tilsyneladende ikke ville lukke den besnærende popsangerinde ombord på et fly fra Dublin.

Se også: Romantiker er slet ikke håbløs

I stedet trak Adams såmænd i prikket kjole og strømpebukser, og så sang han sgu ellers lige fem numre fra Prass’ aktuelle og yderst tiltalende debutalbum.

Det var tosset, men bestemt ikke tosset musikalsk, og Adams’ feminine side klædte flotte udgaver af især pragtfulde ’My Baby Don’t Understand Me’ og perlende ’It Is You’ noget bedre, end kjolen klædte ham.

Optrinnet blev ikke mindre imponerende af flabens morsomheder som ’luftfugtigheden i det her land har virkelig ødelagt min frisure’ og flere andre.

Fra hoften med svigtende held
Efter en kort pause kom Adams tilbage som Adams, og med sit gedigne band, der har danske Frederik Bokkenheuser på trommer, fræsede han indledningsvis lige ud af den amerikanske rocklandevej med blandt andet nyhederne ’Gimme Something Good’ og ’Stay With Me’.

Se også: Pjatrøv strammer op

Det lovede godt, men langsomt begyndte den 40-årige sangskriver fra North Carolina at slingre, og gennem 115 særdeles vellydende minutter blev der ramt plet og skudt ved siden af i en for Adams ret typisk seance, hvor absurde monologer blev fyret af fra hoften med svigtende held.

Fra hovedværket ’Heartbreaker’ virkede ’My Winding Wheel’, ’Oh My Sweet Carolina’ og afsluttende ’Come Pick Me Up’ stadig, mens det nye materiale tilførte den ret balladetunge sætliste en herlig friskhed.

Ryan Adams - amerikaneren trak 2400 publikummer i Falconer Salen. (Foto: Jakob Jørgensen)
Ryan Adams - amerikaneren trak 2400 publikummer i Falconer Salen. (Foto: Jakob Jørgensen)

Adams savner måske nok Wilcos ambitioner, Tom Petty & The Heartbreakers’ musikalitet og spiritualiteten fra Chris Robinson Brotherhood, men selv uden at operere i genrens superliga, så leverer han nu af og til førsteklasses håndværk og klovnerier på uforlignelig vis.

Se også: Garvet rocker i ny triumf

Galt gik det ikke desto mindre, da han pludselig troede, han var en reinkarnation af Jerry Garcia fra Grateful Dead, og en lang klimprende version af ’Magnolia Mountain’ var simpelthen dødssyg.

Perfektion har aldrig været noget, som Adams stræbte efter, og det gør han fortsat ikke, men han undlader vel at mærke at gøre det på sin helt egen facon. Han klipper sikkert også selv sit hår.

1 af 4 (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 4 (Foto: Jakob Jørgensen)
3 af 4 (Foto: Jakob Jørgensen)
4 af 4 Ryan Adams varmede op for Ryan Adams forklædt som Natalie Prass, der aflyste. (Foto: Jakob Jørgensen)
8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Leonard Cohen: 'Thanks for the Dance' (Columbia-album/Ude 22. november)
2.Martin Lind: 'Metanoia' (Hathor-album/Ude 22. november)
3.The Flaming Lips: 'The Soft Bulletin - Live at Red Rocks' (Bella Union-album/Ude 29. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Lucy Dacus: '2019' (Matador-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Vetiver: 'Up on High' (Loose-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere