Rocklegender med døden i hælene

Halvdelen af The Who lever fortsat, men Roger Waters lød færdig på Desert Trip

Roger Daltrey i front for The Who, der bragede igennem i Californien mandag morgen dansk tid. Foto: AP
Roger Daltrey i front for The Who, der bragede igennem i Californien mandag morgen dansk tid. Foto: AP

The Who, Desert Trip, Indio, Californien, søndag 9. oktober

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Roger Waters, Desert Trip, Indio, Californien, søndag 9. oktober

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

CALIFORNIEN (Ekstra Bladet): The Who sparkede porten til rockverdenen helt ind med ’My Generation’ og den legendariske linje ’I hope I die before I get old’.

To af kvartettens medlemmer er siden døde af rock’n’roll, men 71-årige Pete Townshend og et år ældre Roger Daltrey var levende, da The Who startede den sidste aften på Californiens historiske festival Desert Trip.

Se også: The Who: Drønet fra datiden

Englændernes adelsmærke har altid været deres primale power, og selv om man naturligt nok savnede ungdomsårenes komplet tøjlesløse vildskab, så var der massiv kraft i orkesterets klassiske repertoire.

Brøl og møllesving
Nostalgien havde tunge dinosaurnosser. Daltrey brølede ganske godt. Townshend lavede sine karakteristiske møllesving, så det var lige som det skulle være, og langt bedre end man kunne forvente og frygte for så bedaget et band.

The Whos tidlige singler og numrene fra hovedværket ’Who’s Next’ fungerede stærkest, men midtvejs i det to timer lange sæt sivede intensiteten i en for lang sekvens med veteranernes symfoniske materiale.

Foto: AP
Foto: AP

Townshends lillebror Simon medvirkede på guitar, mens Ringo Starrs storspillende søn Zak Starkey drev The Who forbilledligt frem bag trommerne.

Keith Moon døde ikke forgæves. Lad os håbe de andre ikke dør, før de er oldgamle.

Præg af karaoke
73-årige Roger Waters har holdt liv i Pink Floyd - og sin økonomi - ved hjælp af tilsyneladende endeløse verdensturneer baseret på mastodontiske ’The Wall’ og ’The Dark Side of the Moon’.

Nu rejser han så rundt og blander opussernes største numre med andre sange fra megabandets katalog.

Foto: AP
Foto: AP

Stjernens mildest talt stort anlagte afrunding af Desert Trip sent søndag lokal tid havde karakter af månelanding, men hans kolossale udstyrsstykke lettede aldrig og mundede langsomt ud i en uvedkommende fuser af en oplevelse.

Waters’ musikere spillede gumpetungt, stift og passionsforladt gennem to en halv time, og det gav seancen et kikset præg af karaoke, at David Gilmours vokaler og soloer blev plagieret af nogle fimsede håndlangere.

Oppusteligt svin
Der findes utvivlsomt coverbands, der kan gøre det bedre, men kopisterne præsenterer jo trods alt ikke skæringerne med originalens mulighed for at samle 75.000 til slående storskærmsshow samt imponerende brug af surround sound og monumentale effekter.

Se også: McCartney ydmyget i legendeduel

Et oppusteligt svin med Donald Trumps fjæs på den ene side svævede blandt andet indover publikum til behersket jubel. Visuelt var forestillingen ret overvældende. Musikalsk var den underligt intetsigende.  

Se også: '$tones kræver 20 mio. for at stå op!'

Waters sluttede af med ’Comfortably Numb’, og sådan føltes det. Mere dødt end levende. Som for meget på Desert Trip.

Roger over and out.

Foto: AP
Foto: AP
 

1 af 12 Foto: AP
2 af 12 Foto: AP
3 af 12 Foto: AP
4 af 12 Foto: AP
5 af 12 Foto: AP
6 af 12 Foto: AP
7 af 12 Foto: AP
8 af 12 Foto: AP
9 af 12 Foto: AP
10 af 12 Foto: AP
11 af 12 Foto: AP
12 af 12 Roger Daltrey i front for The Who, der bragede igennem i Californien mandag morgen dansk tid. Foto: AP
14 kommentarer
Vis kommentarer