Steen Jørgensen fyldte 59, da Sort Sols turné nåede hjem til København, men det ligger jo ikke ligefrem til mørkemændene at fejre den slags i rampelyset med lagkage og varm chokolade på en ellers råkold lørdag i Den Grå Hal.

Kommercielt var der heller ikke meget at fejre for Sort Sol, som på grund af sløjt billetsalg havde flyttet koncerten fra mere end tre gange større Forum Black Box på Frederiksberg til Christianias rå multihal.

Se også: Tak rock: Legender ødelagde idyllen

De tidligere så eksklusive veteraner har overspillet i hovedstadsområdet det seneste år, og deres kompromisløse comebackalbum ’Stor langsom stjerne’ har skræmt publikum væk.

Se også: Sort Sol giver elektrochok

Da dansk rocks flagskib drev ind i fristadens hangarlignende lokale, stod bandets faste støtter ikke desto mindre klar klædt i sort og med armene over kors. De havde dog set det hele før - bedre.

Selv på en noget middelmådig aften for Sort Sols svimlende standard musicerer det garvede slæng i en helt anden stratosfære end Magtens Korridorer, Volbeat, The Minds of 99, og hvad de ellers hedder, men der var for få højdepunkter og for mange døde perioder i et noget forudsigeligt sæt på 102 minutter.

Dæmonisk feedback
Gruppen flashede formatet med fyndige udgaver af de rifftunge rocksange ’Next Century’, ’Dog Star Man’ og ’Shabeeba Bay’, som det suspekte materiale fra ’Stor langsom stjerne’ havde svært ved at leve op til.

’…Like a Trance Like…’ og ‘A Stroke of Midnight’ er simpelthen ikke stærke nok til at bære kvalitetsbetegnelsen Sort Sol, og showet truede med at falde sammen i en langtrukken midtersektion, hvor også gnistløse ’Daughter of Sad’ var et trist bekendtskab.

I skummel skikkelse af gæsteindslag forsøgte den amerikanske guitarist Stephen O'Malley med kaskader af dæmonisk feedback at få Den Grå Hal til at skælve under introen til ’K-141 Kursk’, der flød omkring uden rigtig at komme nogen vegne.

Sort Sol overraskede momentvist ved radikalt at have omarrangeret ’Holler High’, men det hiphoplignende arrangement klædte ikke ørehængeren, der blev efterladt underligt uforløst.

Se også: I skyggen af Sort Sol

Ellers hentede kapaciteterne velkendte sange frem fra gemmerne, og når man nu har så betagende et bagkatalog kan det undre, at der ikke skiftes mere ud i repertoiret. Alene fra side 2 på hovedværket ’Flow My Firetear’ kunne de hente dragende ’Two Tongue Tale’, ’Desdemona’ og ’Dyanne Thorne’.

Heldigvis spiller de altid ’Kiss the Streets’, der atter rejste sig på majestætisk vis.

Se også: Vores bedste band var ikke godt nok

Mod slut viste det aldrende rockbæst endelig sit grimme ansigt i form af garagefræsende ’Abyss Revisited’, men symptomatisk for en udramatisk seance var det aftenens ældste nummer.

Sangeren var i 20'erne, da det udkom, og det føltes som længe siden på en stenet aften i storbyen.