Det er kun fem et halvt år siden, Sturgill Simpson debuterede på dansk grund som formidabel hillbilly i Pumpehuset.
Tirsdag var han tilbage i København, og pludselig føltes den søndag i efteråret 2014 lysår borte.
Countrysangeren fra Kentucky har nemlig genopfundet sig selv som apokalyptisk boogiebæst, og det forsøgte han bestemt ikke at skjule i Store Vega.
Mesterligt: Han smadrer det hele
Han lagde såmænd ud med at spille hele radikalt fræsende ’Sound & Fury’, der af Ekstra Bladet blev kåret som årets album i fjor.
I ledtog med en ellers ganske funky trio formåede Simpson dog ikke at matche skivens rødglødende intensitet, og det blev en noget statisk gennemgang, hvor man godt kunne mærke, det var turnépremiere.
Lagde næsten salen ned
41-årige Simpson er en magtfuld sanger og sangskriver, men nogen mesterguitarist er han ikke, og musikalsk savnede de heftige sange fra ’Sound & Fury’ et løft i relativt lange og ret uforløste udgaver.
Mere levende blev numrene ikke af, at manden mødte op uden lysshow eller andre tricks, der måske kunne have livet lidt op i rabalderet. Til Netflix har han trods alt fået skabt en fængslende animationsfilm, der vitterlig er et visuelt bombardement, som styrker pladen.
Sanger: Jeg havde slået mig selv ihjel
Strimlen havde klædt koncerten på bagtæppet, men Vegas lokale lysmand smuttede efter en halv time og kom først tilbage sidst i det hele to timer og femten minutter lange sæt. Der blev ikke pillet ved en lampe.
Det eneste Simpson leflede for var sin kompromisløshed, men efter at have høvlet ’Sound & Fury’ af som tvivlsom jamsession kastede han sig over country og soul fra sit bagkatalog, og det var mere medrivende, selvom repertoiret ofte blev trynet med ensemblets nyfundne, rå rocksound.
Mand af den helt rette støbning
Trommeslager Miles Miller leverede en storartet indsats og ramte et skønt groove på ’It Ain’t All Flowers’, mens monstrøse versioner af ’Brace for Impact (Live a Little)’ og især afsluttende ’Call to Arms’, der minsandten blev tæsket sammen med ’The Motivator’ af T. Rex, næsten lagde salen ned.
Det største bifald tilfaldt imidlertid Simpsons traditionsbundne fortolkning af ’I’d Have to Be Crazy’, som Willie Nelson har udødeliggjort. For en stund mindede det jo næsten om den uforglemmelige aften i Pumpehuset.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.