Polly Jean Harvey rejste i årene 2011 til 2014 sammen med fotografen og instruktøren Seamus Murphy til så forskellige lokaliteter som Kosovo, Afghanistan og Washington D.C., hvilket udmøntede sig i både bogprojektet 'The Hollow of the Hand' samt hendes niende studiealbum 'The Hope Six Demolition Project', de lige som sin mesterlige forgænger 'Let England Shake' er stærkt ladet med politiske og sociale over- og undertoner.
Hun har siden turneret flittigt med albummet, hvilket blandt andet resulterede i en blændende koncert på dette års Roskilde Festival. Ja, i min optik var det nok festivalens største musikalske stund i 2016.
Faktisk så stor, at jeg var lidt betænkelig ved at se hende igen her blot tre måneder senere, hvor hun gav den første at to hurtigt udsolgte koncerter i Falconer Salen. Det kunne jo næsten kun blive en skuffelse eller i hvert fald blot en gentagelse. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet, i hvert fald hvad det skuffende angik. Tværtimod.
Anmeldere sender stjerneregn over Roskilde-rockdronning
For selv om sætlisten var stort set den samme (om end en anelse længere - denne gang fik vi 20 numre i stedet for 17 sidst), så har PJ og hendes eminente ni mand velvoksne band, der blandt andet tæller Mick Harvey, John Parish og saxofonisten Terry Edwards, så megen pondus, nerve og nærvær samt besidder så overlegen musikalitet og beherskelse af koncertformatets visuelle aspekter, at man har på fornemmelsen, at man snildt kunne overvære 30 shows i træk uden at kede sig et sekund.
Alt - og jeg mener alt -spiller her, og selv om udførelsen er stram og nøje indøvet, så formår de tilsyneldadende alligevel at gøre det til en her og nu oplevelse. Hver gang. Og det er altså noget af en kunst.
At Polly Jean tilmed fyldte 47 år på dagen, var ikke noget man lod sig mærke med, heller ikke selv om, der blev råbt et par lykønskninger fra salen. Det ville egentlig også have været lidt upassende, da det er alvorlige sager det her. Kontakt med publikum - altså ud over på det musikalske plan, hvilket også var alt rigeligt - blev holdt på et minimum. Et enkelt tak og en introduktion af holdet var, hvad det blev til.
Hun er ikke kommet til byen for at dyrke small talk eller fejre sig selv fra scenen. Verden står jo i flammer, for helvede. Og det var dét, der er var fokus.
Så vi fik samtlige 11 numre fra 'The Hope Six Demolition Project', tre fra den åndsbeslægtede forgænger samt en ganske lille snas gamle klassikere som '50ft Queenie', 'To Bring You My Love' og 'Down By the Water' samt ekstranumrene 'Is This Desire?' og 'The River'. Hun var med andre ord ikke kommet for at stryge os med hårene. Det ville dog også ligne hende dårligt.
Og så sluttede hun alligevel af med en gave fra hende til os. En forrygende version af Dylans 'Highway 61 Revisited', som hun indspillede på albummet 'Rid of Me'' fra 1993, men vist ikke har spillet live i små tyve år. Vi takker, bukker og skraber.
Dem der har billet til mandag aften, kan roligt glæde sig. Hun er en af de absolut væsentligste musikalske kunstnere fra de seneste tre årtier. Punktum.
