34 år efter ’Never Gonna Give You Up’ gik til tops verden over, har Rick Astley stadig ikke givet op.
Heldigvis.
Popstjernen både startede og sluttede med sin kendingsmelodi, da han indtog Royal Arena som et forbavsende levende fortidslevn.
Veteranen har status af kikset kultskikkelse på baggrund af sit popkitsch fra 1980’erne, og ikke for ingenting fik sangskriveren Nick Lowe engang Astley fik til at rime på ’ghastly’.
Men den 55-årige englænder var alt andet end forfærdelig i København, hvor han trak sin inspiration fra soul helt frem på scenekanten og serverede rigtig musik og herlig lørdagsunderholdning.
Tog pis på det hele
Det modne publikum lignede tilmed en forsamling, der nød showet så meget, at de glemte, de gik glip af ’Den store bagedyst’.
Det var en siddekoncert, hvor folk stod op, og selv spankulerede entertaineren løssluppent omkring og tog pis på fanskaren og ikke mindst sig selv.
- Jeg er halvt dansk! Min kone er dansk! udbrød han og forklarede, at ’for helvede’ var noget af det eneste, han kunne sige på dansk.
Ikke dårligt efter 18 års ægteskab med filmproducer Lene Bausager.
Modersmålet mestrer manden fra Merseyside til gengæld med en stemmepragt, så man troede, det var løgn. Der var forbløffende autoritet, fyldighed og kraft i hans croon, og han knurrede som et handyr, der kunne fortære pjatrøven fra ’Never Gonna Give You Up’-videoen som en utilfredsstillende snack.
Gospeltunge ’Keep Singing’, ’This Old House’ og ’Pray with Me’ gjorde søndagens kirkegang overflødig, og Astley fortolkede klassikeren ‘When I Fall in Love’, så Nat King Cole ikke vendte sig i sin grav.
Bandet var af den driftssikre slags, men ville forvente spillede fire gange 50 minutter hver aften på et krydstogtskib, der havde været jorden rundt en hel del gange.
Det har Astley også. Lad os håbe han tager en tur mere. Efter det show opgiver vi ham aldrig.
Billedgalleri af Henning Hjorth
Læs Ekstra Bladets store optaktsinterview med Rick Astley her