Sjældne ørkenrotter løs på Vesterbro

Guitarkrigerne i afrikanske Tinariwen vuggede fyldt Store Vega med adstadig ørkenblues

Guitarist og sanger Abdallah Ag Alhousseyni fra Tinariwen, som fik en Grammy i 2012. Arkivfoto: All Over
Guitarist og sanger Abdallah Ag Alhousseyni fra Tinariwen, som fik en Grammy i 2012. Arkivfoto: All Over

Tinariwen, Store Vega, København, torsdag 4. maj

Tinariwen er en naturkraft. Naturen er Sahara, men i København savnede den garvede sekstet fra Mali gennemslagskraft.

Det storslåede band har eksisteret med skiftende besætning i næsten 40 år og henter sine medlemmer fra nomadefolket tuaregerne, der gennem generationer har udkæmpet blodige slag i Nordafrika.

Skøn kamelboogie fra ørkenens søn

Spillemændene i Tinariwen har for længst skiftet våben ud med instrumenter, og orkesteret kom med fred i et tætpakket Store Vega, hvor de blev modtaget som var de den første forårssol.

Blændende var bandet dog kun i glimt, for deres adstadigt gyngende ørkenblues, der lyder som John Lee Hooker på kamelryg, savnede den hypnotiske effekt, sangene fremkalder på fremragende album som ’Aman Iman’, ’Imidiwan: Companions’ samt aktuelle ’Elwan’.

Et langstrakt groove
Til trods for at de ikke swingede sig op til den store triumf, var Tinariwen dog et vedkommende bekendtskab, og uden at anstrenge sig flashede ensemblet lige formatet på ’Nizzagh Ijbal’, ’Tamiditin Tan Ufrawan’ og ’Chabiba’.

Tilsat en pilrådden guitarsolo var ’Tamatant Tilay’ et andet lille højdepunkt i et knap halvanden time langt sæt, der ellers lidt for ofte føltes som et langt, elastisk groove, der sjældent blev funky og dybt nok.

Om et lejrbål i Sahara

Tinariwen skabte imidlertid tiltrængt variation ved at veksle mellem vokalisterne Abdallah Ag Alhousseyni, Hassan Ag Touhami og bandleder Ibrahim Ag Alhabib, der såmænd formåede at synge uden nærmest at åbne munden.

Der var nu også for lidt at måbe over på Vesterbro, hvor den forventede ørkenstorm nærmere blev en ganske behagelig brise.

Tinariwen optræder i Fredericia 5. maj og på festivalen Haven i København i august. Foto: Polfoto
Tinariwen optræder i Fredericia 5. maj og på festivalen Haven i København i august. Foto: Polfoto