Skandale i Parken: Bossens kæmpe fiasko

Endnu en maratonkoncert med Bruce Springsteen ødelagt af katastrofal akustik

Bruce Springsteen larmede foran 50.000 i København fra klokken 20.18 til 23.35. Foto: Mogens Flindt
Bruce Springsteen larmede foran 50.000 i København fra klokken 20.18 til 23.35. Foto: Mogens Flindt

Bruce Springsteen & The E Street Band, Parken, København, onsdag 22. juni

Hvordan var din oplevelse af lyden til koncerten? Send sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Det er heldigvis to år siden, der har været koncert i Parken, og hvis man var så heldig at have glemt, hvor forfærdeligt der kan være derinde, så blev man mindet om det, da Bruce Springsteen atter indtog nationalstadionet med E Street Band.

På storskærmene stod Springsteen og knoklede, men det kunne ligeså godt have været Poul Krebs. Så uklart lød bulderet mellem tribunerne.

Se også: Parken smadrede Springsteen

Åbningsnumrene ’Out in the Street’ og ‘Badlands’ druknede i det syndige spektakel, og bedre blev det aldrig. Værre kunne det næsten ikke blive.

Ved at smide nogle skillinger efter ekstra højttalere har Depeche Mode og Roger Waters bevist, at det faktisk er muligt at lave ganske gedigen lyd i Parken, men trods en billetindtægt på mindst 30 millioner kroner, mente Springsteen tilsyneladende ikke, at der var råd til forbedringer.

Måske skal han bare købe en bedre lydmand? Måske har han ikke nogen!

Låg på blikdåsen
Kakofonien strider mod alt, hvad arbejderklassehelten står for som en folkets mand, der sætter en ære i at give fuld valuta for pengene. 

Men han gjorde, som han plejer, så det lød som det plejer. Og folk møder jo også op alligevel og fylder Parken. Det er ufatteligt.

Se også: Bossen uden Bruce

Betonkassen var tilmed overdækket, hvilket svarer til at lægge låg på en blikdåse.

Det var egentlig meningen, at den 66-årige legende fra New Jersey skulle spille hele det 36 år gamle dobbeltalbum ’The River’, som hans verdensturne er opkaldt efter, men det koncept har han skrottet for længst.

Veteranen arbejdede som altid hårdt gennem et sæt på hele 32 numre. Foto: Mogens Flindt
Veteranen arbejdede som altid hårdt gennem et sæt på hele 32 numre. Foto: Mogens Flindt

Det var en god idé. For en mand, der ikke har udgivet et væsentligt værk siden 1987, er der et indbygget nederlag i at spille albumkoncerter for at virke relevant, og i København stod han overfor 50.000, der tydeligvis meget hellere ville høre en stribe hits - eller ’Born in the U.S.A.’ fra start til slut.

Efter en flad begyndelse blev ’Hungry Heart’ mødt af et jubelbrøl 50 minutter inde i det tre timer og et kvarter lange show, og Springsteen modtog folkets hyldest, mens han gik en tur blandt publikum.

Dødfødte klassikere
Traditionen tro skrev fans sangønsker på papskilte, som Springsteen jævnligt samlede op og forsøgte at indfri med et band, der kunne være blevet i baren på Hotel D’Angleterre og bare have sendt roadierne. Især guitaristerne Steve Van Zandt og Nils Lofgren var uhørlige.

Aftenens højdepunkt - det siger mere om resten - var en langsom, dreven udgave af ’Atlantic City’ fra hovedværket ’Nebraska’, og i afdelingen for herlig familieunderholdning var det lystigt, da en særdeles entusiastisk kvindelig beundrer kom på scenen og brølede omkvædet til ’Waitin’ on a Sunny Day’.

Se også: Jukebossen Springsteen

Sveden dryppede fra Bossens hænder under ekstranumrene ’Born to Run’ og ’Born in the U.S.A.’, men klassikerne var dødfødte i en akustik, hvor ingen ville kunne høre forskel på Elvis Presley og Peter Belli. 

Der var undtagelsesvis nerve i ’Because the Night’, men Springsteen prøvede forgæves at få sin stort anlagt ballade ’The River’ til at fremstå bevægende. Det var dog som at fri til kæresten på en losseplads og forvente romantik i luften.

Håbløst.

Amerikaneren vender tilbage til Danmark 20. juli, hvor han spiller i Horsens. Foto: Mogens Flindt
Amerikaneren vender tilbage til Danmark 20. juli, hvor han spiller i Horsens. Foto: Mogens Flindt

Hvordan var din oplevelse af lyden til koncerten? Send sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

1 af 5 Foto: Mogens Flindt
2 af 5 Foto: Mogens Flindt
3 af 5 Foto: Mogens Flindt
4 af 5 Foto: Mogens Flindt
5 af 5 Bruce Springsteen larmede foran 50.000 i København fra klokken 20.18 til 23.35. Foto: Mogens Flindt
238 kommentarer
Vis kommentarer