Smukfest: Seksstjernet funky fredag

Nile Rodgers og Chic leverede en af de bedste koncerter i Skanderborg nogensinde

Sublimt dækker ikke tilnærmelsesvis fredagens midnatsseance med Nile Rodgers og Chic. (Foto: Philip Davali)
Sublimt dækker ikke tilnærmelsesvis fredagens midnatsseance med Nile Rodgers og Chic. (Foto: Philip Davali)

 
CHIC feat. Nile Rodgers, Bøgescenerne, Smukfest, 7. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år på Smukfest, var den med 62-årige Nile Rodgers i front for den aktuelle version af Chic, der debuterede i 1977 med singlen 'Everybody Dance' og sideløbende med den tyske producer Giorgio Moroder var med til at ophæve den i mange kredse ringeagtede disco til en kunstart. Både Moroder og Rodgers medvirkede iøvrigt på Daft Punks album 'Random Access Memories' fra 2013, hvilket bragte dem i berøring med et helt nyt publikum.

Så vi begav os ned mod Bøgescenerne i god tid, da vi i en blanding af håb og naivitet regnede med, at pladsen nok hurtigt ville blive tætpakket. Blot for at opdage, at vi kort før koncertstart uden besvær kunne komme helt frem til scenen. Ja, der var faktisk et par besofne ungersvende ved siden af, der spurgte os: 'Hvem er det egentlig, der skal spille nu?'. 'Det ved du lige om et øjeblik, tro mig', var det nemmeste og hurtigste svar. Som også skulle vise sig at holde vand.

Se også: Shaka Loveless uden slinger i valsen

For efter at Rodgers, de seks mand høje, sublimt spillende band samt to å flere planer kompetente sangerinder havde lagt suverænt ud med to Chic-klassikere, førnævnte 'Everybody Dance' samt 'Dance, Dance, Dance (Yowsah, Yowsah, Yowsah)' gik de ellers i gang med en perlerække af de absurd mange hits som Rodgers har haft fingrene i som producer, sangskriver og guitarist. Vi taler klassikere nok til at brødføde et partyband på Oslo-båden med materiale i flere sæsoner, og nævner i flæng: Diana Ross' 'Upside Down', Sister Sledges' 'We Are Family', Duran Durans 'Notorius', Madonnas 'Like A Virgin', David Bowies 'Let's Dance', Daft Punks 'Get Lucky', Chics egen 'Le Freak' og så og så videre.

Og så kan det ellers nok være, at det gik op for skovfolket, hvilken legende de stod over for, og kort efter var pladsen mere end tætpakket med ekstatisk dansende mennesker. 'Har han virkelig skrevet alle dem' som en vantro, hujende og storsmilende cirka 20-årig mand iført blomsterkrans og bart bryst spurgte mig. 'Ja'. Og lidt til.

Se også: Fremtidens stemme

Men ikke nok med, at han spillede dem. Han og det helt forrygende band af halv- og helgamle musikere leverede dem for det meste i versioner, der nærmest overgik originalerne, da de ikke længere skulle tænke på på hitlister. pladeselskaber, markedsføring og radiotid og derfor kunne tilføre dem en ekstra dosis beskidt funk og smeltende soul, hvilket eksempelvis pludselig fik den ellers så pastelfarvede 'Let's Dance' til at lyde kulsort. Hvilket klædte dem.

Stort set alle de hits Rodgers har bidraget til, er bygget op over hans flydende og funky guitar-licks, uden hvilket de intet var. Man skal være varsom med at bruge ordet geni. Men Rodgers er i min bog en ubetinget genial musiker af den slags, som jeg, hvis jeg var religiøs, ville betegne som gudsbenådet. Og tillige en af de bedste rytmeguitarister nogensinde.

Se også: Prince ultralight

At han så tilmed er en fremragende showmand gjorde jo ikke oplevelsen mindre, og hvis man skulle have tvivlet på musikkens forløsende, transcenderende og ekstatiske kraft både mentalt og kropsligt, så gjorde man det med garanti ikke længere efter halvanden time i selskab med en af de sidste fem årtiers absolut største kunstnere. 'Free your ass and your mind will follow', som nogle af Rodgers elever engang sang.

Jeg kan i skrivende stund ikke mindes at at have hørt en bedre koncert i Skanderborg. Ever. Som fik én til at genvinde den i disse tider så ellers hårdt udfordrede tro på, at mennesket rent faktisk har en sjæl. Det her bliver et af de minder, jeg vil varme mig ved, når lyset engang begynder at falme. Stort, stort, stort.

De seks stjerner er kun, fordi jeg ikke har flere at give af.

 

16 kommentarer
Vis kommentarer