En aften med The National kan være en livsbekræftende koncertoplevelse. Det kan også blive en dødssejler.
Det var desværre sidstnævnte, da det evigt tungsindige rockband alt for sjældent kom udover scenekanten i Royal Arena.
Rockbæst skaber nyt liv i mørket
Frontmand Matt Berninger gik ned og hilste indgående på første række under ’Hey Rosey’. Han tog som sædvanlig en tur gennem salen til tonerne af ’Graceless’. Musikalsk fik orkesteret kun kontakt med publikum i korte glimt.
’I Need My Girl’ blev næsten nærværende. Næsten. ’Fake Empire’ blev næsten overvældende. Næsten. Til sidst lykkedes det næsten at få fanskaren til at synge ’Vanderlyle Crybaby Geeks’. Næsten.
The National er ikke ligefrem blændende sangskrivere, så når deres samspil fremstår mekanisk og uden gnist i et plumret lydbillede, er der ikke meget at komme efter i mørkemændenes melankolske univers.
Behersket effekt
Sættet savnede kontraster. Den største kontrast var kvalitetsforskellen på The Nationals materiale og de sange af Bob Dylan og Willie Nelson, som man kunne høre over anlægget, inden gruppen gik på.
Kvintetten fra Ohio kalder Danmark deres andet hjemland, og de fortalte, at ’Light Years’ oprindeligt hed Kastanievej, for det var der i København, den blev skrevet. De billige tricks havde dog også behersket effekt.
’Light Years’ lyste ikke meget op på en Black Friday, hvor Royal Arenas nabo Field’s markerede forbrugsfesten med fyrværkeri. The National bød primært på fusere, mens de trissede gennem alt for mange sange fra ’I Am Easy to Find’, der udkom i foråret og allerede er glemt.
Overrasker: De vælter sig i damer
Det er efterhånden 20 år siden, The National fandt sammen. Koncerten var deres 19. på dansk grund siden 2005, og det er ikke uforudsigelighed, der præger foretagendet.
Det eneste, man ikke vidste på forhånd, var, om det ville blive godt eller skidt.
Billedgalleri af Per Lange
.jpg)
