Tinderbox er velbesøgt i år, men festivalpladsens horder af tatoverede, velvoksne mænd er ikke kommet til Tusindårsskoven for at høre Aura kvidre.
Da den 31-årige bornholmer åbnede mastodontiske Rød Scene midt på eftermiddagen, blev hun mødt af et miniaturepublikum, og der kom ikke flere til i løbet af de følgende 70 minutter - tværtimod.
Regnskabssjusk på Tinderbox og NorthSide
Selvom Aura under stor medieståhej er skredet fra sin forlovede, Skype-medstifteren Janus Friis, så mødte hun op i noget, der mindede om en brudekjole.
Musikalsk minder den følelsesladede sangerinde stadig om en hippie-flagrende popversion af Tracy Chapman og Alanis Morissette, men trods gamle ørehængere som ’Geronimo’ og ’I Will Love You Monday (365)’ samt den effektive nye single ’Love Somebody’ har hun slet ikke sange og format til at fylde så stor en scene.
Vokalmæssigt dyrker Aura fortsat en særpræget jodlestil, der er jævnt enerverende, og da hun under akustiske ’Are You for Sale’ kastede sig ud i aparte stemmeøvelser, virkede det som om, at selv bandmedlemmerne fik trang til at kværke sangfuglen.
Aura kom på plakaten kort efter, Tinderbox var blevet kritiseret for at præsentere alt for få kvinder, men hun fik aldrig bevist, at hun hørte hjemme i det genreforvirrede program.
Højt over hende hang Rammsteins lysbro og truede sanglærken som en ondsindet ørn. Aura hældte hjerteblod udover pladsen, men folket ville meget hellere have en fadøl.
Stakkels Aura. Og stakkels Rammstein-fans.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.