Man skulle tro, de havde prøvet det før. Det har de også!
Ulasteligt swingende The Mavericks blev efter en otteårig pause samlet igen i 2012, og det lød som om, de aldrig havde været væk, da mestermusikanterne fra Miami blæste gennem Greve som en tropisk orkan, der mildest talt lunede.
The Mavericks afsluttede deres europaturné foran 1200 entusiastiske tilhørere, der fyldte godt i Portalen, og selv om ensemblet er født veloplagt, så var det tydeligt, at nogle tusinde kilometer på landevejen havde skærpet deres svimlende evner yderligere.
Gruppens fortrinlige nye skive ’Mono’, som er deres anden vellykkede udspil siden gendannelsen, fyldte meget i et hele to timer og femten minutter langt sæt, hvor de dårlige numre var sjældne som frostvejr i det sydlige Florida.
Så hold dog kæft
De mange nye skæringer fik showet til at føles friskt og alt andet end nostalgisk, selv om traditionalisterne stadig mixer country, R&B, rockabilly, pop, salsa, ska, blues, folkemusik, surf og tex-mex med en klassisk og melodramatisk elegance.
Det er en blanding, der aldrig bliver et misbrug, og det er musik, der er lykkelig, når den ler, og hulker, når den græder.
Centrumsfiguren Raul Malo havde et stort saligt smil i fjæset det meste af seancen, men da han under en akustisk soloudgave af nænsomme ’Dream River’ blev forstyrret af en knevrende fulderik blandt publikum, fandt han en anden mine frem:
- Shut the fuck up! tordnede den formidable sanger og fortsatte så ellers sjæleren i suveræn stil og til tordnende applaus.
The Mavericks anno 2015 er en kvartet, men de fik hjælp af fire dygtige lejesvende, og komplet med hornsektion blev der ikke sparet på hverken charmen eller de dyre tricks.
Som en tyrefægter
Flamboyante Eddie Perez angriber sin guitar, som var han tyrefægter, men det var Malo, der styrede forestillingen og drev The Mavericks gennem en kaskade af højdepunkter.
Blandt de største var en forrygende version af ’Stories We Could Tell’, som kan få en lam mand til at danse, og hvis The Mavericks er trætte af deres hit ’Dance the Night Away’, så skjulte de det sgu godt.
Malo foldede hele sin fascination af Roy Orbison ud på ’I Should Have Been True’, og han kan synge en countryballade som ’Pardon Me’, så skyggen på cowboyhatten blafrer af fryd.
Ekstranumrene varede næsten ligeså længe som selve sættet, og afslutningsvis klemte The Mavericks de sidste kræfter ud af den spontant spjættende forsamling med ekstatiske udgaver af ikke mindst evergreenen ’Shake, Rattle and Roll’ samt ’All You Ever Do Is Bring Me Down’.
Den slags oplever man kort sagt ikke så ofte - det vil vi gerne prøve igen.
.jpg)
