Alex Vargas har mange talenter. Et af dem er at ødelægge sin egen musik. Og det gjorde nordsjællænderen igen, da han torsdag eftermiddag åbnede Rød Scene på odenseanske Tinderbox.
Den 30-årige sangskriver har en veludviklet sans for fængende omkvæd og basal dynamik, men Vargas’ elektroniske popsoul lider under hans udbredte tendens til skamløst at misbruge skabagtige fraseringer og anden hysterisk adfærd.
Utålelig popstjerne i Royal Arena
Han synger simpelthen sine sange i stykker, og eksempelvis stod man og håbede, mikrononen ville strejke, da han nåede til ørehængeren ’Shackled Up’.
’7 Sins’, ’Inclosure’ og ’Renegade’ formåede Vargas dog ikke at molestere, men det siger en hel del om den passionerede gut, at han kan få sig selv til at fremføre et nummer med titlen ’Oh Love, How You Break Me Up’. Rolig nu, Shakespeare!
Tilsat karakteristisk mangel på situationsfornemmelse virkede det som om, det aldrig gik op ham, at han stod overfor en kåd, halvnøgen publikumsskare, der krævede underholdning, hvis det var meningen, de skulle miste interessen for fadølskander, selfier og solen.
Kikset: Grotesk start på NorthSide
Den treenighed kunne Vargas ikke overdøve trods et helstøbt lydbillede, så det føltes som at høre P3 i baggrunden, mens man drypsvedte i Bellevue Strandbad.
Efter 70 minutter trængte man godt nok til en dukkert.