Techno for tumper med Tiësto

Den hollandske stjerne-dj leverede et musikalsk rædselsshow på Smukfest

Tijs Michiel Verwest alias Tiësto var i den grad gårsdagens mand på Bøgescenerne. (Foto: Philip Davali)
Tijs Michiel Verwest alias Tiësto var i den grad gårsdagens mand på Bøgescenerne. (Foto: Philip Davali)

 
Tiësto, Bøgescenerne, Smukfest, 5. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Man har givetvis set rigtigt rent publikumsmæssigt ved i år at omdanne bøgeskoven til et gigantisk Crazy Daisy hver nat omkring midnat med en stribe af klodens mest populære dj's til at spille op til lir og larm - fra Tiësto over Aviciii og Hardwell til danske Morten Breum.  Og da hollandske Tiësto lukkede og slukkede første festivaldag på Bøgescenerne kunne man godt foranlediges til at tro, at gennemsnitsalderen herovre var 22 år i stedet for de reelle 35 år.

Se også: Se listen over verdens bedst betalte DJ's

Den 46-årige disc jockey spiller bedaget tomgangs-techno, der er nogenlunde lige så subtil som lyden af en røgalarm og henvender sig direkte til reptilhjernen. Der er absolut ingen udvikling at spore i hans lyd fra han i 2007 spillede for 25.000 i Parken i København, men det var der nok ikke mange, der opdagede i rusen af Barcardi Breezers, så der blev hoppet godt og grundigt på stedet, mens glow sticksene blev luftet flittigt. Egentlig dans var hverken motorikken eller omstændighederne gearet til.

Se også: Så er festen i gang

Tiësto forsøgte ihærdigt at camouflere den musikalske armod med laserlys, visuals, fyrværkeri, røgkanoner og bovlamme omkvæd fra 'Red Lights' over 'Lean On' (man er vel i Danmark) til den ganske rammende 'Wasted', men formåede alligevel ikke at dække over fantasiløsheden og den lumre stank af hengemte harddisks.

Se også: L.O.C. i selvsving

Han formår nærmest at få Infernal til at fremstå som grænsesøgende avantgarde, og hvis man for alvor ønsker at tiltrække et nyt publikum, så kunne man nok bruge millionerne bedre end trancemusikkens svar på Grauballemanden. Det sidste jeg så, inden jeg forlod (eller snarere flygtede fra) festivalpladsen, var en ung kvinde, der stod og brækkede sig op ad hegnet. Hvilket vel egentlig var en meget naturlig reaktion på de soniske grusomheder. Horribelt, intet mindre.

 

30 kommentarer
Vis kommentarer