Tidløs Mode

Gode gamle Depeche som driftsikker jukeboks i Horsens mandag aften

Dave Gahan i centrum for Depeche Mode, der serverede indbydende hitparade. (Foto: Rumle Skafte)
Dave Gahan i centrum for Depeche Mode, der serverede indbydende hitparade. (Foto: Rumle Skafte)
Følg Musik
Følg Koncert-anm.

Depeche Mode, Forum Horsens, mandag 22. februar

Der er 102 koncerter på Depeche Modes aktuelle ’Tour of the Universe’. I Forum Horsens her til aften nåede de engelske elektropop-legionærer til nummer 99, og det var på godt og ondt til at se og høre, at gruppen havde prøvet det før.

Man savnede spontanitet og den nervøse energi, der melder sig, når showet endnu ikke sidder fast på rygmarven som Dave Gahans tatovering, men til gengæld var repertoiret velspillet, velsunget og vellydende i en af Kongerigets mest funktionelle koncertsale.

Ellevildt publikum
Depeche Mode trækker 45.000 i Parken, men Forum Horsens kan kun huse en tiendedel, og bandets øjeblikkeligt udsolgte shows mandag og tirsdag er de mindste på denne del af minimalisternes mægtige rundfart i universet.

Det svarede nogenlunde til, at trioen og deres to lejesvende optrådte i et stadions omklædningsrum, og der kunne veteranerne faktisk godt være blevet for at spille de tre indledende numre fra sidste års svage ’Sounds of the Universe’.

Sætlistens små justeringer i forhold til det abrupte sommershow i Parken i fjor gav imidlertid bedre flow gennem 115 minutter i selskab med en driftsikker jukeboks og et ellevildt publikum, der tydeligvis nød, at seancen ikke var ’Music for the Masses’, men musik for de få.

Punkteret festballon
’A Question of Time’ imponerede blandt flere numre, hvor Martin Gore forfriskende rev op i elektronikken med snert i sine elementært medrivende guitarriffs, mens sangskriverens solostund på scenekanten dog punkterede festballonen.

’It’s No Good’ var derimod bedre end god, og en besættende ’I Feel You’ og djævelsk ’Personal Jesus’ fik forsamlingen til at skråle så uhæmmet, at man skulle gøre sig umage for at finde et sted i bygningen, hvor der ikke stod en tonedøv entusiast og utilsigtet ødelagde oplevelsen for sidemanden.

Herligt.

Mere fra Ekstra Bladet+

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Lad os hermed rose de radikale