Heavy metal er for længst blevet andet og mere end bare heavy metal. Desværre, fristes man ofte til at sige.
Genren er eksploderet i et væld af søgte stilarter, og en af de mere latterlige af slagsen er symfonisk metal, der ikke reddede æren, da bannerførerne Nightwish gik på Copenhells hovedscene torsdag aften.
Festivalrus: 25.000 amok i ømt orgie
Gruppen udgør Finlands største musikalske eksportvare gennem tiderne, hvilket må betyde, at der er en hel masse ikke-finner, der bare elsker, når musik lyder, som hvis Sissel Kyrkjebø og Harry Potter gav sig til at fægte med elspader.
Det var magisk som et hul i jorden.
Overgang og undergang
Nightwish er imidlertid ferme melodimagere, så selv om kulingen blæste rygmærkerne af publikum, hang ’Élan’, ’I Want My Tears Back’ og ’Devil & the Deep Dark Ocean’ nogenlunde fast i øregangene.
Bandets ’eventyrlige’ æstetik er dog så grinagtig, at det er umuligt at tage deres musikalitet alvorligt, og foran de bevægelige landskabsmalerier på storskærmen manglede der bare nogle havenisser for at fuldende den dårlige stils rædselskabinet.
Festival raseret: Fem mænd bersærk
Hollænderen Floor Jansen er den tredje sangerinde i Nightwish, efter de fyrede først Tarja Turunen og siden Anette Olzon, og den nye sopran er nok også i farezonen, for hendes stemme gik i både overgang og undergang på Refshaleøen.
Vandvid: Festival ramt af forbandelse
Publikum var nogenlunde ligeså interesserede i Nightwish, som de er i at vaske næverne, når de har lagt krabaten i pissoirerne. Man får indtryk af, at der er større chance for, at de drikker håndspritten end spritter hænderne.
Men den slags hygiejnefjendsk opførsel hører jo hjemme på Copenhell. Nightwish hører hjemme i Finland og til Melodi Grand Prix. Ikke på en dansk festival for metal.
