I en stort set pletfri karriere har Paul Simon nærmest altid været på toppen, men der slutter han ikke.
Da legendens afskedsturné nåede Royal Arena, var han uden det sprudlende overskud, hans mageløse musik er blevet ensbetydende med gennem årtier, og kun i korte glimt var der magi i luften på en halvmat aften.
- Hello my friends! sagde Simon kort inde i koncerten og blev overdænget med klapsalver og jubel af de 10.000 publikummer.
Man havde bare indtryk af, at det mere skyldtes fortiden end nutiden.
Gigantisk: Unik legende i jysk triumf
Selv uden tilnærmelsesvis at nå det himmelske niveau fra hans overdådige stjernestunder i Randers, Herning og Aalborg de seneste årtier er Simon imidlertid højt hævet over middelmådighed.
Strålende stemme
Newyorkeren er bestemt ikke ny længere, men i en alder af 76 er den uspolerede kvalitet i hans strålende stemme forbavsende intakt. Det er utroligt.
Flere af Simons mest elskede sange som ’America’, ’You Can Call Me Al’ og ’Still Crazy After All These Years’ fremstod anderledes glansløse, og mesteren og hans yderst kompetente band virkede mere interesserede i at få de nyere numre ’Dazzling Blue’, ’Wristband’ og ’Questions for the Angels’ til at skinne. Det lykkedes.
Under sin sidste optræden i Danmark havde han jo ikke behøvet at overraske. Det gjorde han et par gange alligevel.
Simon var ganske snakkesalig for sin betuttede standard og afslørede, at han udsender nyt album i september, men endnu mere opsigtsvækkende var det, at han fortolkede ’Rene and Georgette Magritte with Their Dog After the War’ og ’Can’t Run But’ i udsøgte arrangementer orkestreret med strygere og blæsere som en slags fortryllende kammerpop.
Han gav ’Bridge over Troubled Water’ samme behandling, uden klassikeren nåede helt i land.
Lyden af stilhed
Det gjorde ’The Cool, Cool River’ derimod i en vidunderlig version, hvor musikaliteten omsider kriblede uimodståeligt i sangskriverens generøse univers.
Simon opfordrede den siddende forsamling til at rejse sig og danse til ’The Boy in the Bubble’, og det resulterede såmænd i, at folk på de billige rækker strømmede frem mod scenen.
Sikkerhedsvagterne sendte dem hurtigt tilbage, hvilket blev betegnende for en uforløst oplevelse på to timer og 26 minutter.
Simon sluttede af i ensom majestæt med evigt smukke ’The Sound of Silence’, og så blev der stille.
Ingen, der holder af musik, bør nogensinde glemme ham, men det er ikke Royal Arena, vi vil huske ham for.
